Historie om den gamle spejlmager er oprindeligt fortalt til Marius Jager Andersen i 1947, og med det i erindring når der bliver fortalt om “nulevende”, og brugt ord og vendinger som er gledet ud af sproget, så er det et stykke historie som fortjener at blive husket.
Anders var engang på hoveriarbejde, vistnok på Hennegård. Han
havde et godt øje til en pige fra Oksby ved navn Louvise. Ridefogden eller
var det Herremanden havde ligeledes fået øje på hende, men det syntes
Anders ikke om. Da Herremanden så en dag søgte tilnærmelser overfor
Louvise, lagde Anders sig beskyttende imellem. Herremanden blev vred:
, Din elendige Stodder, vover du at blande dig i mine private Affærer”.
skældte han ud, og Anders fik et rap af Kæppen. Det tålte Anders imidler-
tid ikke, han sprang ind på Herremanden, han fik Herremanden smidt om på Jorden, og med dennes
egen Kap gav han ham det glatte Lag.
Efter denne bedrift flygtede Anders og Louvise hjem til Janderup, men
de kom ikke som syndere med skammen tegnet på deres Pander. Nej, de-
res ansigter gav Udtryk for glæde over, at de ikke havde givet efter overfor
Herremanden, og samtidig følte de sig gennemstrømmet af håb og en
usvigelig tillid til fremtiden.
I hjemmet glædede man sig over deres raske færd, men glæden var
ikke ublandet, Soldatertjeneste, økonomisk og personlig forfølgelse vilde
blive Lønnen herfor, men den gamle Anders klappede alligevel sønnen ven-
ligt på skulderen og sagde: Du kan ikke vare hjemme, søn, du vil blive
eftersøgt.”
Anders kom nu til at stå over for et valg. Han gik afsides for bedre at
kunne samle sine tanker. Hvad skulde han gøre? Blev han hjemme, måtte
han tage imod det, der kom. Han vilde blive ydmyget gang efter gang,og
han følte, at han ikke vilde kunne bære det, uden at det vilde formørke hans
sind, han følte, at han så for bestandig vilde mangle mod til selv at have
en mening og gøre, hvad han fandt var ret. Han vilde blive uselvstændig og
få trællesind. Rømmede han, stillede sagen sig helt anderledes. Først
meldte det smertelige sig, at han skulde skilles fra Louvise, Far og Mor og
alle sine venner, men han følte, at dette ikke var det afgørende. Nej, det
afgørende var, om han var i overensstemmelse med sandheden og retten.
Det skulle der ganske vist mod til at gøre, men at leve uden det, var at
sætte sin menneskeværdighed over styr og den skulde bevares frem for alt,
og efter nogle overvejelser var han rede til at betale omkostningerne ved
rømningen. At blive betød jo kun undertrykkelse og trældom, men røm-
ningen betød frigørelse og styrkelse af det bedste i ham selv. Anders havde
gjort sit valg, han rejste. En frigjort glæde, håb og tillid til Fremtiden
gennemrislede hans Sjæl, han havde åbenbart fået en god Arv. fra Hjem-
met. Samme Nat tog han Afsked med sine kære, og sammen med to Brødre
flygtede han til Hjerting, hvor de kom om Bord på et Skib og valgte Søen
som deres Levevej.
Hvorlænge Anders var Sømand ved vi ikke, men der fortælles, at der
var tre Brødre paa samme Skib. Den ene var Kaptajn, den anden var Styr
mand og den tredie Matros. Skibet strandede imidlertid, og Kaptajnen og
Styrmanden druknede, men Matrosen reddede Livet, og det var Anders.
Efter disse grufulde Oplevelser var Anders færdig med Søen og søgte
Beskæftigelse på Landjorden. Han kom til Holland, hvor han fik Arbejde
på en Fabrik eller Kunst-Glassliberi, og her fik han en Chance. Med utræt-
telig Flid og Udholdenhed sogte han at dygtiggore sig i Faget, og han havde
Held til at vinde sin aldrende Mesters Tillid, og denne fandt på sin Side
en Glæde i at dygtiggøre den unge, velbegavede Dansker. Og Anders blev
dygtig i Faget, blev Mestersvend på Værkstedet og med Tiden Forretnin-
gens barende Kraft; men dermed vilde han ikke lade sig nøje. Han stilede
højere endnu, og en Dag gik han til sin Mester og bad om at blive Medindhaver
af Forretningen og blive dennes Kompagnon, men det var Mesters
ære for nær, at en underordnet, der tilmed var Udlænding, vovede at stille
sig lige med ham. Nej, aldrig. Anders måtte rejse, og nu begyndte der et
nyt Afsnit i hans Liv.
de år, der var gået, havde Anders næret et lønligt Håb i sin Sjæl,
en inderlig Længsel efter selv at stifte Hjem med Louvise som Midtpunkt,
og nu da han selv under små og beskedne Kår begyndte en Forretning,
blev Længslen endnu stærkere, og da han ved Dygtighed, Energi og På-
passelighed havde fået Forretningen godt Gang, sendte han Bud efter
Louvise.
Selv om efterretningsvæsenet på den Tid var meget mangelfuldt, og det
stod småt til både med Folks Læse-og Skrivefærdighed, havde Anders
dog jævnlig modtaget Efterretninger fra Hjemlandet, da der ad Søvejen var
livlig Forbindelse mellem Holland og Danmark, og når der var hjemlige
Søfolk Havnen, forsømte han aldrig Lejligheden til at sende Hilsen og
Budskab med hjem til Slægt og Venner, og på samme Måde fik han Hil-
sen og Budskab hjemme fra igen. Nu sendte han altså Bud efter Louvise,
som straks var rede til at komme, da hun havde bevaret sin Ungdomskærlig-
hed, og hun rejste så bort fra sit Barndomshjem, fra Slægt og Venner og
fra alt, hvad der ellers bandt hende. Ud til det Fremmede rejste hun, ja vel,
men i det Fremmede var hendes lange savnede Ven, og nu kom der for An-
ders og Louvise nogle lykkelige Dage Louvise bragte noget af Hjemmets
Duft med sig. Hun havde så meget at fortælle om Slægt og Venner og om
så mange, mange Ting fra det kare, gamle Land, og Anders var en taknem-
lig Tilhører. Ungdomstidens Oplevelser blev drøftet og ligesom oplevet på-
ny, en stille, varmn Gløede gennemstrømmede dem, og med Håb og Tillid
så de Fremtiden i Møde.
Da Louvise og Anders så blev gift, var det at Livet for Alvor skulle
begynde. Det, der var gået forud, var Forberedelsen til det. Alt, hvad de
havde samlet sammen af Viden og Erfaringer, de mange Impulser, de havde
modtaget i Kirken, i Forsamlinger eller hjemme skulle nu udnyttes i Virke-
ligheden. Nu skulle der leves. Men Fest og Feststemning kan ikke vare ved,
Virkeligheden med dens Vanskeligheder melder sig, og sådan gik det og-
så for Anders og Louvise. Hverdagslivet med dets mange Pligter kom. An-
ders søgte med Flid og Dygtighed at arbejde sin Forretning op. Han var
på Færde tidlig og sildig, enhver Chance blev udnyttet. Louvise søgte, så
godt hun kunne at fylde sin Plads. Der var store Vanskeligheder at over-
vinde. Sproget, fremmede Steder og Skikke, uvante Forhold måtte hun søge
at finde sig til Rette med, og det kunde til Tider nok knibe lidt, tilmed var
hendes Sundhed vigende, og en stor Skuffelse var det også, at de ingen
Børn fik.
Anders kunde nok se, at hans Blomst falmede men han ville gøre, hvad
han kunne, for at Louvise kunne have det godt. Derfor sendte han Bud
hjem efter sin Søster Maren, som også kom og var til stor Hjælp og Op-
muntring for Louvise; men Maren havde også andre Interesser. Hun blev
forlovet og gift med en Hollænder, som hed Jan Jager, og de fik en Søn,
som fik Navnet Jens Adam Jager, og herfra stammer Jagernavnet.
Da Anders og Louvise, som nu var blevet ret velhavende, stadig var barn-
løse, blev de så glade for Drengen Jens Adam Jager, så de ønskede at tage
ham til sig som deres egen Søn. Da skete det, at Maren tog fejl, idet hun
troede, at det var en Lykke for Drengen at blive økonomisk sikret. I god
Tro gav hun Lov til, at Jager blev Anders og Louvises Plejesøn, men det
blev skæbnesvangert for Jager, fordi han kom til at mangle en Moders op-
ofrende Kærlighed. Ligesom en Have skal værnes og luges, sådan skal
også Hjerteageren værnes, luges og holdes ren, men Jager blev overladt
for meget til sig selv, fordi Louvise blev syg og sengeliggende. Det havde til
Følge, at Jager ikke blev det, som han kunne være blevet.
Anders bragte sin syge Hustru al den Hjælp, der kunne ydes hende, men
Sygdommen havde Overtaget. Louvise døde. Det var et hårdt Slag for
Anders.
Forretningen gik imidlertid støt fremad, men samtidig gik det tilbage for
hans gamle Principal, og tilsidst havde han ikke Midler til at leve af. Da
sagde Anders jeg har lært meget af ham, og nydt godt af hans Godhed,
han skal ikke lide Nød”. Han tog ham så i Huset til sig, hvor han fik det
godt på sine gamle Dage.
Senere giftede Anders sig igen. Hans anden Kone var en rig Købmands
Datter fra Haag. Der fortælles, at da han friede, havde han et Anker fyldt
med Gulddukater, som han kørte paa en Trillebor. Lige så mange Dukater,
som han mødte med, lige så mange Dukater mødte hun med i Medgift, og
over de fyldte Ankre kunne de række hinanden Hånden med ønske om
gensidig Forståelse og Samarbejde
Anders var nu blevet en rig Mand. Der var rykket en ung Kone ind i
Hjemmet, og det førte også andet med sig og Hjemmet kom derved ind i
et nyt Spor. Maren og hendes Mand har sikkert ikke været så glade for
det, og da Maren havde fået Hjemlængsel uvist af hvilken Grund, sagde
Anders til hende og hendes Mand: Rejs til Danmark og byg et Hus i Jan-
derup, så skal jeg betale det.”
Af en Udskrift af Vester Horne Herreds Skøde og Panteprotokol, læst
Fredag den 24. Oktober 1794, fremgår det, at Knud Christensen har tilskø-
det Sr Jan Jager et Jordstykke 48 Al. lang, 20 Al. bred for 50 Rdl. Af
Seesteds Erklæring (vistnok Pastor Seested fremgår det, at Huset er ble-
vet opført, og det falder godt sammen med de mundtlige Overleveringer,at
Huset er bygget i 1793. Huset findes endnu. Det ligger Nord for Janderup
gamle Kro. I gamle Papirer kaldes det Hollanderhuset. Dets daværende
Ejer Hans Nielsen, har påen Marmorplade over Indgangsdoren kaldt Huset
“Staunbo”og derunder Aarstallet 1793.
Jan Jager døde 1797. 1798 blev Maren gift med Skomager Chr. Holm, der
også døde. 1808 blev hun gift tredie Gang med Enkemand Lars Jørgensen:
Næste Gang vi hører om Maren, holder hun 1815 Laurits Nielsens lille
Søn over Dåben. Det har sikkert varet en stor Højtidsdag for hende.
Drengen blev opkaldt efter sin Bedstefader og fik Navnet Niels Andersen
Lauridsen, og var Stamherre til Marens Fødehjem. I 1822 er Maren død,
Lars Jørgensen har vistnok boet i Huset til sin Død. I 1823 har han tilskødet
sin Stedsøn Jens Adam Jager Hus og Hauge.-Efter Skifteekstrakt læst24.
November 1797 hæfter 272 Rdl. 4 M. 2 Sk. – for sin Mødrenearv, og imod
Indbetaling til Lars Jørgensen af 64 Rdl til hans årlige Underholdning. Om
Beløbet er blevet ham tilsendt, ved vi ikke noget om. I 1838 døde Lars Jør-
gensen, 76 år gammel.
Anders Holland var over 60 år, da han sendte Bud hjem til Familien
og spurgte, om der ikke var en af Niels Andersens Sønner, som kunne
have Lyst til at komme ned til ham. Hvad grunden hertil var, ved vi ikke.
Det kunne jo tænkes, at han og Jager var blevet uenige. Det kunne også
tænkes, at Forretningen var blevet så omfattende, at han trængte til mere
Hjælp, men det var nok med den Tanke at Brodersønnen skulle blive hos
ham. Den yngste af Niels Andersens Børn, Hans Nielsen, tog så af Sted.
Han rejste til Hjerting, og søgte Skibslejlighed til Holland, hvad han også
fik mod at gøre Tjeneste om Bord. Det var Efteråret 1818, men da For-
året kom, tog han på samme Måde hjem igen, og dette gentog sig fire
år i Træk, så han om Vinteren var Holland og om Sommeren i Dan-
mark.
Det var til et meget velstående, moderne hollandsk Hjem Hans Nielsen
kom, det havde en rig Kultur, og Livet pulserede livligt. Der var noget for
den velbegavede Hans Nielsen at se og lære, og han tog fat så godt han
kunne.
Anders beboede et Hus ikke langt fra Havnen Amsterdam. Her havde
han et ret omfattende Kunstglassliberi hvor der blev lavet Spejle i alle Stør-
relser. På en kunstfærdig Måde blev der i Glasset indslebet Motiver af
Mænd, Kvinder, Dyr, Fugle eller fra Naturen, jo der var også Fantasibille-
der og geometriske Figurer. Tit var Billederne omsluttet af en Prydelse, en
Bort eller lignende. Beså man Billederne, var Baggrunden blankt Spejlglas,
det indslebne Parti var mat og dannede Billedet. Til disse Kunstspejle blev
der så lavet Trærammer, der svarede Spejlenes Størrelse og Finhed.de
fabrikeredes på et Snedkeri, der var knyttet til Kunstglassliberiet. Her fa-
brikeredes for øvrigt også Møbler.
Kunstspejlene blev solgt til store Priser, og tit var Jager på Rejse for at
sælge dem, særlig Rigmandshuse besøgte han. Når Varen så var beset og
beundret, prøvede han at holde Spejlene op paa Væggene i deres Sale eller
Stuer for at vise, hvorledes de tog sig ud. Gik Handelen så i Orden, blev
Spejlene ofte hængt op med det samme på et Sted, hvor de rigtig kom til
deres Ret, idet Jager selv bragte Hammer og Søm med sig. Ikke alene i pri-
vate Rigmandshuse, men også ved Hoffer lavede han Forretning. Anders
ejede ikke alene Glassliberiet og Snedkeriet, men også Skibe på Søen.
Rederiet og hvad dertil hørte har nok været samlet hos ham. Ligeledes var
han næsten en daglig Gæst paa Børsen. Hans Nielsen levede med i det alt-
sammen. Om Dagen arbejdede han Kunstglassliberiet og om Aftenen var
han i Aftenskole, hvor han lærte at læse skrive og regne. Han tog også Del
i Familielivet. Var der Skippere Havnen fra Fanø, Hjerting eller Ho, var
de hyppige Gæster hos Anders, og blev de bedt med til Bord, fik Fruen
det ordnet sådan, at Hans Nielsen kom til at sidde mellem dem og hende,
og som Påskud angav hun, at de lugter sådan af Beg og Tjære. Der kunne
også gives den Forklaring hertil, at hun hellere ville have Hans Nielsen,
der var en ypperlig fortæller, til bordfælle end de fremmede Søfolk. som
hun ikke kendte noget til.
Mellem Jager og Hans Nielsen blev Forholdet noget spændt. Jager na-
rede Uvilje mod Hans Nielsen, for det kunne jo gå så galt, at de blev to
om at dele Arven efter Anders, Gnidninger var der i hvert Fald imellem
dem, Jager ville have, at Hans Nielsen skulle slide hans aflagte Tøj, men
det ville Hans Nielsen ikke. Noget Brud kom det dog aldrig til. Jager var
jo også tit paa Rejse, og når Foråret kom, søgte Hans Nielsen Skibslej-
lighed og rejste hjem til Danmark.
Disse overfarter var ikke altid ufarlige. Et Efterår blev Skibet, han var
med, således overrasket af en Storm og måtte lægge sig for Anker. Anker-
tovet var gammelt. Stormen blev frygtelig, og Skipperen, som var bange
for, at Tovet skulde briste, var grædefærdig. Hjemme på Loftet havde han et
nyt Ankertov, men det kunne jo ikke hjælpe dem noget, og da Ankertovet
begyndte at slides og flosse i Vandlinien måtte de binde Klude om for at
styrke det, men heldigvis holdt det, og de slap godt fra det. En anden Gang,
da Hans Nielsen rejste hjem, rejste der sig også en Storm. De var
inde, og Skipperen sagde til Hans Nielsen at nu kunne han godt gå ned
for at tænde op. Han var også godt i Gang hermed, da der kom en vældig
Brådse, Kanden, Ilden og Brændet røg hen ad Gulvet, og Hans Nielsen
sprang op på Dækket. Det var den sidste Kraftanstrengelse Havet gjorde,
inden Skibet gled ind i mere smult vande.
Når Beretningen om Bondekarlen der var på Hoveriarbejde og havde
banket Herremanden og derfor måtte rømme til Holland, blev fortalt, blev
han altid kaldt den gamle Spejlmager. Glemselens Slør havde tidligt lagt sig
så meget over ham, så at ingen med sikkerhed vidste, hvad han hed.
Nogle mente, at han hed Anders, andre, at han hed Andreas. Fra Kirkebo-
gen i Arkivet er oplyst, at han hed Anders. Spurgte man Far, Jager Ander-
sen, hvad han hed, svarede han, at han hed Anders Weis. Fornavnet passer,
og det gør Efternavnet vel også.
fire Vintre var Hans Nielsen i Holland Han havde en retlinet Karakter
og Tjenersind, så han bøjede sig for Sandhed og Ret, bøjede sig for Vor
Herre. Spejlmageren og hans Kone var blevet hans sande Venner, og han
var nu nået dertil, at han måtte vælge mellem Holland og Danmark. Ja-
gers små drillerier, den stor Forskel på Levemåden Holland og Dan-
mark, (Hans Nielsen har fortalt, at fra han reiste hjemmefra og til han kom
igen, smagte han ikke Søbemad) og ikke mindst en lille, køn Skipperdatter,
der havde indfanget ham og tændt en Glød i hans Sjæl, og som han forlo-
vede sig med, gjorde Udslaget, og han sagde da til Spejlmageren, at han
hellere ville blive i Danmark. Den gamle Spejlmager klappede da hans
Nielsen på Skulderen og sagde de uforglemmelige Ord: Rejs du til Dan-
mark, min Søn, og køb en Gård i Janderup, så skal jeg betale den.”Et
så storstilet tilbud modtog Hans Nielsen med Taknemmelighed som en
Vennegave, og han forstod, at Spejlmageren havde Tillid til ham og følte
ansvaret ved at modtage Gaven. Hvad Fremtiden end skulle bringe, ville
han ikke svigte.
Så rejste Hans Nielsen da hjem til Danmark i året 1822 og så sig
om efter en Gård. Havde St. Hebo været til Salg, havde han købt den
(den blev det senere), men det var den ikke. På Hans Nielsens Fødegård
boede hans Broder Laurits, som blev kaldt ,lille Laust”, fordi Naboen på
Vandborgs Gård også hed Laust og blev kaldt, store Laust”. Store Laust
var stor i Slaget, som man siger. Der fortælles, at når han ved Nattetide
kom ridende hjem fra Byen og slog Knald med Pisken, så måtte Karlen
straks være der for at tage Hesten. Store Laust byggede hele Gården om,
han skulle F….. slå mig ikke krybe i det. Hans Nielsen, som havde tjent
hos ham som Dreng, vidste, at han, for at bruge et godt jydsk udtryk,var
et stort vrøvl. Han ville gerne købe hans Gård, men han ville nødig have
store Laust som Aftægtsmand. Store Laust ville også nok sælge, for Går-
den var behæftet med en trykkende Gæld. Prisen kunne de også nok blive
enige om, men store Laust ville have Aftægt, og da hver holdt fast på sit,
blev Handelen ikke til noget. Nogle år efter måtte store Laust dog allige-
vel salge uden at få Aftægt. Senere kom Hans Nielsen i Handel med en
Mand, der hed Jens Just Thomsen, som havde den Gård, der nu (1946) ejes af
Ejnar Hansen. En Gang har Thorvald Hansens og Ejnar Hansens Gårde
været samlet. I 1816 blev Gården delt i to, Enken fik den ny og Sønnen,
Jens Just Thomsen, den gamle Gård, men allerede i 1823 var Gården ble-
vet så behæftet med Gæld, saa han har måttet sælge, og Køberen var
Hans Nielsen. Købesummen var 1664 Rdl.
Kontraktens Ordlyd:
Vi underskrevne, jeg Jens Just Thomsen af Janderup som Sælger, og jeg
Hans Nielsen den yngre ligeledes af Janderup som Kjøber have Dag den
27. January 1823 oprettet følgende Kjøbekontrakt med hinanden.
1. Jeg Jens Just Thomsen sælger og afstaar herved til Hans Nielsen den
yngre, min, Ejendomsgaard i Janderup By og Sogn, som staar for Hart-
korn, Ager og Eng 3 Td. 2 Skp. 3 Fdk Alb. med alle dens Bygninger,
Friheder og Rettigheder, dens Andel i Forhold til sit Hartkorn tilhørende
Anpart i Janderup Sogns Kongetiende, indbefattet, saaledes som jeg selv
har ejet den ifølge Skjøde af 13. Juni 1821, udstedt af min Moder Birthe
Marie Jensdatter Janderup med Laugsvarge Christen Jessen.
Foruden forbemeldte Sted med alle dens tilliggende Ejendomme, paavæ-
rende Bygninger og hvad der i samme findes af som, mur-og nagelfaste
Ting, følger og med Gaarden 2 Heste, 2 Køer, 4 Kalve, Faar, 2 gl. Vog-
ne, 1 Plou og 1 Par Harver, 1 Sat gl. Hestetoj, en Møgbaare, 1 Hakkelse-
kiste og alt det Hjaldtræ, som findes i Bygningerne, endelig skal al den
Fodring af Høe og Korn, som er hjembjerget til Gaarden fortæres paa
samme eller til Kjøberen afleveres, hvorimod jeg Jens Just Thomsen for-
beholder mig selv alt Ud-og Indbo, som nu her er specificeret og hvad
aftærsket Korn, der maatte være ved Fratrædelsen.
3. Gaarden modtages af Kjøberen Hans Nielsen den yngre til næstkom-
mende 1. Maj 1823, og afleveres da af Sælgeren i den Stand den nu er
tilligemed de foranførte Ting, og forbinder jeg Jens Just Thomsen mig
herved til inden forbemeldte Tid at udkjøre den Gaarden værende
Gjødskning og nedfælge samme paa de Steder af Gaardens Mark som Kjøberen
anviser, ligesaa bor Sælgeren og saae Havren i næste Foraar hvor paavi-
ses, dog at Kjøberen leverer det fornødne Sædekorn.
4. Sælgeren præsterer alle de Gaarden og Bygningerne paahvilende Skatter
og andre offentlige Udgifter som være forfaldne til Betaling for 1.
January 1823, hvorunder indbefattes baade Magazin, Korn og Tiender som
for bemeldte Tid ere forfaldne.
5. Alt bvad Pantegjæld som er tinglæst og hæfter paa Gaarden næstkom-
mende 13. Juny 1823 overgaar paa Kjøberen imod Afdrag i Kjøbesum-
men. Ligeledes svarer Kjøberen den Aftægt som ifølge Contract af 1.
August 1812 tilkommer Enke Birthe Cathrine Jensdatter i Janderup og
forfalder til førstkommende 1. Maj, samt holder sig forøvrigt bemeldte
Aftægtscontract efterrettelig, dog Overensstemmel med den denne Con-
tract under 26. December givne Paategning.
6. Kjøbesummen er fastsat til 1664 Rbd rede Sølv sige Eet Tusinde, Sex
Hundrede, Tresindstyve og Fire Rigsbankdaler rede Sølv, som udbetales i
følgende Terminer.
a. inden 5 Uger fra Dato erlægges 72 Rbd rede Sølv siger Halvfjerdsinds-
tyve og To Rigsbankdaler rede Sølv.
b. til 13. Juny Snapstingstermin 1823, betales hvad der kan blive tilovers
fra Pantecreditorerne til Sælgeren, og til samme Tid er Kjøberen pligtig til
at stille lovlig Sikkerhed for Pantegjælden, hvis han ikke er i Stand til
at udbetale samme.
7. Saasnart dette er sket udsteder jeg Jens Just Thomsen strax lovlig Skjøde
paa Gaarden, og forstaar det sig selv, at jeg med Skjødets Udstedelse til-
lige overleverer Kjøberen alle de Hjemmelsdocum, Skjøder og Brand-
policer jeg paa dette Sted har Eje.
8. Foruden den forbenævnte Kjøbesum forpligter jeg Hans Nielsen mig end-
videre til at svare den umyndige Mette Marie Thomasdatter, naar hun
bliver gift, en halv Seng og halv Bryllup saa og en halv Dragkiste eller
herfor 4 Rbd. 4 M. 124/ Sk. rede Solv og til Niels Thomsen et halvt Scha-
tol eller Rbd. 2 M. 62/ Sk. rede Solv.
9. Det stemplede Papir saavel til denne Contrakt som Skjedet, saa og til
disse Documenters Tinglaesning medgaaende Omkostninger, betales af
Kjøberen, ligesom de Udgifter som flyde af nye Obligationers Udstedelse,
hvorimod Sælgeren forpligter sig til at holde Kjøberen skadesløst for,
hvad han betaler eller gjør Udlæg for inden Skjødets Udstedelse.
Til Vidnesbyrd om at vi frivillige paa begge Sider have indgaaet denne
Contract, have vi egenhandig underskrevet samme i Overværelse af 2
Vitterligheds Vidner.
Janderup, den 27. January 1823.
Jens Just Thomsen. Hans Nielsen.
Til Vitterlighed
Niels Mortensen. Laurits Nielsen.
bay
Læst i Øster-og Vester Herreders Ret den 29. January 1823.
Ølgaard.
Af den mig ifølge denne Kjøbekontrakt tilkommende Kjøbesum er Dags
Dato af Kjøberen Hans Nielsen d. y. betalt 72 Rbd. r. S. siger Halvfjerd-
sindstyve og to Rigsbankdaler rede Sølv, hvorfor herved qvitteres.
Janderup, den 21. Febr. 1823.
Jens Just Thomsen.
Til Vitterlighed
Chr. Hjerrild. Hans Olesen.
Da Kjøbekontracten nu et og alt er opfyldt saa er Skjøde nu Dags Dato
udstedt
Varde, den 27. Juny 1823.
Jens Just Thomsen
Der var unægtelig stor Forskel på St. Hebo og Jens Just Thomsens Ejen-
dom. Den gamle Spejlmager har sikkert heller ikke været særlig glad for Kø-
bet af Jens Just Thomsens forfaldne Ejendom. Han havde nok undt Hans
Nielsen en bedre, men på den anden Side var der gode Muligheder for, at
den kunne blive en god Gård, når der kom et Par unge Folk til, og de
ikke var bange for at tage fat, og når de så fik lidt Hjælp fra hans Side
skulle det nok lykkes for dem.
Efteråret 1823 blev Hans Nielsen så gift med Maren Jensdatter, hun
var Datter af Skipper Jens Mathisen, Hjerting. Brylluppet stod i Hjerting, og
nu var de to om at bygge og lune om Reden. Der skulle bygges nyt Stuehus.
Det lå dengang mod Nord og en faldefærdig Lade mod Syd. Tidligere
havde Stuehuset ligget mod Syd; men da det var blevet for dårligt at bo
blev Laden indrettet til Stuehus, og det gamle Stuehus blev Lade. Hans
Nielsen vendte om på det igen. Han brod Laden ned og byggede nyt Stue-
hus mod Syd, og det gamle Stuehus blev omdannet til Lade; men i den øst-
lige ende vedblev der at være Aftægtslejlighed, og her boede Birgitte Ca-
thrine Jensdatter som Aftægtskone. Hun havde sin lille Kålhave ud til Nord
og øst. Nogle Hyld og Ris har fortalt om Stedet, men nu er også de for-
svundet.
Den gamle Spejlmager, som var klar over, at det gamle Stuehus ikke var
til at bo i, var meget optaget af, at der skulle bygges et nyt, og han sendte
alt det Træ og Tømmer, der skulle bruges m. m. Blandt andet sendte han
også nogle store færdig lavede Vinduer men de var altfor store og kolos-
sale til den tids Byggeskik herhjemme, og de blev derfor ikke brugt. Da
Spejlmageren fik det at vide, blev han vred og sagde: Han kan vel bygge
sådan, at man ikke behøver at krybe for at komme ind?” Chr. Hansen har
fortalt, at han godt husker de store Vinduer, som blev brugt som ,Hjald-
tra Vognporten.
Mulighederne for Sejlads på Varde å var den gang bedre endnu. Der
var dybere Vand, og ved Siderne var den ikke så tilgroet som nu. Dybet
gik helt ind til Brinken ud for Marsk haverne. Skibene kunne lægge til
her, og ved at lægge et Brædt over på Brinken, kunne Varerne let bringes
i Land. Den gang kunne Skibene også sejle ind i Store Mejlsbæk. Niels
A. Hansen har fortalt, at han husker at der var Fanøskuder i Store Mejls-
bak, og de lagde til Syd for det Sted hvor lille Mejlsbæk løber ud i Store
Mejlsbæk. Skuderne blev ladet med Hø, og Kristoffer Knudsen havde været
med til at køre Høet derned.
Det er forståelig, at Hjemmet i Holland prægede Hjemmet i Janderup,
og da der kom Børn, blev de opkaldt efter hjemmets medlemmer i Holland.
Den første af børnene var en Dreng, som blev opkaldt efter den gamle
Spejlmager og blev døbt Anders. Den næste var også en Dreng. Han blev
opkaldt efter Marens Fader og kom til at hedde Jens Hansen. Nr. 3 var lige-
ledes en Dreng, og han blev opkaldt efter Hans Nielsens Fader og kom til
at hedde Niels Andersen Hansen.
Nu skete der det, at den ældste af Børnene som var opkaldt efter Spejl-
mageren, døde, og det næste Barn, som fødtes var en Pige, og da Spejlma-
geren gerne skulle opkaldes, kom hun til at hedde Andrea.
Omtrent samtidig kom der en Lov om, at Folk skulle tage et Stamnavn,
og Hans Nielsen syntes bedre om navnet Andersen end navnet Hansen, og
han talte derfor med Præsten om Sagen Præsten mente nok, at det kunne
lade sig gøre at få Børnenes efternavn ændret, så at de kom til at hedde
Andersen i Stedet for Hansen, og de Børn som blev født efter denne Tid
blev døbt med Navnet Andersen, og selv kaldte han sig Hans Nielsen An-
dersen. Det gik dog sådan, at Børnene ikke fik Navnet forandret, hvad
der engang er skrevet i Kirkebogen lader sig ikke så let forardre. Derfor
har vi den Mærkværdighed, at de 3 første af Børnene er døbt Hansen, og de
5 sidste er døbt Andersen. Efter Andrea fødtes atter en Pige, som fik Nav-
net Caroline. Hun er sikkert opkaldt efter Spejlmagerens anden Kone, for
det næste Barn var også en Pige, og hun kom til at hedde Lovise efter
Spejlmagerens første Kone. Så fulgte der en Dreng, som blev opkaldt efter
Spejlmagerens Plejesøn, Hans Nielsens Fætter. Han kom til at hedde Jens
Adam Jager Andersen. Den sidste var igen en dreng, og for at det skulle
være helt rigtigt, blev Spejlmageren igen opkaldt. Han kom til at hedde
Andreas Peter Andersen. Da Navnet ikke passer helt, er der givet den For-
klaring, at Anders og Andreas i Virkeligheden er et og samme Navn ligesom
Johannes og Jens, og at man på hollandsk kun har en Form for disse
Navne.
Hvor meget er der kommet fra Holland? Vi ved, at Hans Nielsen fik
Lov til at købe en Gård Janderup, og at Spejlmageren betale den.Efter
Købekontrakten og Skøde kostede Gården 1664 Rdl. Da der blev bygget nyt
Stuehus, kom alt Træt, som skulde bruges, ligeledes fra Holland, og det var
en anselig Bygning, der blev rejst. Langden var 371 Alen og Bredden ud-
vendig 1242 Alen, mellem Gulv og Loft var der ca. 3 Al. 20″. At Hans Niel-
sen endvidere har fået Penge til at købe et Stykke Eng for tyder følgende
Træk på, fortalt af Jager Andersen. Engang kom der en Mand fra Kærup
(han hed vistnok Kjeld og var fra den Gård, som nu ejes af Kristian An-
dersen)til Hans Nielsen. Han havde hørt, at Hans Nielsen vilde købe Eng,
og så ville han sælge ham et Stykke, men Hans Nielsen mente, at han
ikke havde for megen Eng til sin Gård, og at han vanskeligt kunne und-
være den Marskfenne. Det måtte Manden egentlig give ham Ret i, og han
indrømmede, at Grunden til, at han ville sælge, var den, at han skyldte
nogle hundrede Daler paa Gården, og de var blevet opsagt. Han havde
forsøgt at låne dem, men det var ikke muligt, og nu så han ingen anden
Udvej end at sælge engen. Hans Nielsen syntes ikke, Engen skulle fra
Gården og det endte med, at han lånte ham pengene. Det er et lille pænt
Træk, som fortjener at mindes. Hans Nielsen har sikkert nok fået pengene
af Spejlmageren til at købe Eng for. Siden købte han en Marskfenne i Jan-
derup Enge, den såkaldte Raunsbjerg Fenne.
De mange Gaver, der kom fra Hjemmet i Holland, kom ikke på en
Gang, men lidt efter lidt strækkende sig over en længere Periode. Mest kom
de vel i den første Tid, og deres Ankomst måtte selvfølgelig rette sig efter
Skibslejligheden. Det var vel nok ideelt at kunne pakke en Kiste i Amster-
dam og ad Søvejen føre den til Hjemmet i Janderup. Hans Nielsens Marsk-
eng grænsede ned til åen, og der kunne Fanoskuderne lægge til, og sa-
gerne bringes Land. Spejlmagerens anden Kone, Karoline, har sikkert fore-
stået Indkøbet og Nedpakningen af de mange dejlige Ting. Det var et vel-
stående Hjem, der rakte det nyoprettede Hjem i Janderup en hjælpende
Hånd, og der blev ikke sparet, men givet med rund Hånd. Far, Jager An-
dersen, har fortalt, at der på en Gang kom 3 Kister fyldt med Sager.En
af dem var fyldt med Legetøj til Børnene; men Tidens Tand tærer. Dukker,
Legetøjsheste og -køer og -får fik ikke lang Levetid. Der var også meka-
nisk Legetøj som Spilledåser, der kunne spille, når de blev trukket op
eller Klovner, der kunne lave Kunster; men heller ikke disse Ting varede
længe; men enkelte Ting huskes endnu f. Eks. en Løbevogn, hvori Børnene
kunne lære at gå, en Gyngehest en Faldhat, der skulle anvendes af de
mindreårige og beskytte Hovedet, når de faldt. Ogsaa Køkkenudstyr blev
der sendt, f. Eks. et sindrigt Apparat til at stege Kød paa. Det kunne trak-
kes op med en Fjeder, så at det automatisk vendte den anden Side nedad,
naar Kodet var stegt på den ene Side. Det eneste der er tilbage af Køk-
kenudstyret er en Hakkekniv, som er i Brug endnu og ejes af Iver Nielsen,
Janderup. Hakkekniven overlevede Branden, da den gamle Slagtsgård
brændte .Skønt den var ret medtaget, blev den sat i Stand igen, men under-
gik dog den Forandring, at begge Håndtagene blev rettet opad, medens
den ene af dem for var anbragt vinkelret paa Kniven. Hakkekniven har alt-
så trodset Tidens Tand og kan vare i Funktion en Gang imellem endnu.
Til Dagligstuen og Stadsstuen kom der et Linnedskab af fint Træ,et
Dusin Stole med Laderbetræk på Sæderne. I Gæstestuen blev der tapet-
seret med hollandsk Lædertapet med Guldtryk. Af andre Ting kan nævnes et
hollandsk Stueur og et langtløbet Jagtgevær En gammel Jæger, som lånte
Geværet fik et lille Stykke taget af Løbet, så det blev mere håndterlig, og
han skød mange Harer med det. Der var også en Klarinet, som desværre
også er gået til. Endvidere blev der sendt rigeligt med Dækketøj og Lin-
ned. Smykker, Guld-og Sølvgenstande, men en Nat blev mange af de var-
difulde Genstande stjålet. Niels A. Hansen havde varet ude med Hestene
Syd for Gården, og da han gik hjemad lagde han Mærke til, at Vinduerne
stod åbne, og da han undersøgte Sagen nærmere, fandt han alle Skuffer
trukket ud og Kister åbne i Storstuen og alle de værdifulde Genstande
var borte.
Vel blev Tyveriet meldt til Politiet, men blev aldrig opklaret, selv om
man nærede stærk Mistanke til en Pige, som havde tjent paa Gården.
Samme Nat skete der nemlig Indbrud Præstegården, hvor hun også
havde tjent, og Mistanken styrkedes ved, at Karoline og Lovise besøgte
hende i Hjemmet i Varde Kar, og de lagde da mærke til, at en yngre Sø-
ster havde en Kjole, der var syet af Tøj, som var kommet fra Holland;men
der blev dog aldrig rejst Tiltale mod hende; men Hans Nielsen satte der-
efter Jernstænger for Vinduerne i Storstuen. Af andre Ting kan nævnes
store Skægmænd (Dunker), som havde været fyldt med Sirup. Chr. Han-
sen har fortalt, at en af Skægmændene blev brugt til Brændevin, en anden
til. Om deres Endeligt fortælles der, at man havde været i Engen og fået
et Læs Hø på, og da Pigen til Slut ville kaste Hestetøjrene op på læsset,
var hun så uheldig at ramme Oldunken med Jerntøjrpælen, og den sidste
af de Dunke, som var kommet fra Holland, gik i Stykker.
Hvor meget er der nu tilbage? Kun grumme lidt. På den gamle Gård,
som Spejlmageren betalte, findes et ret stort Spejl, hvori der er indslebet et
Billede af en kronet Mand eller Kvinde. Chr. Hansen har et lille Spejl, hvori
der ogsaa er indslebet et Billede samt en Glasprisme til Pynt.
Spejl tilhørende Burgaard slægten
I Burgaard
er der ligeledes et Spejl, og hos Købmand Hans Nielsen, Varde, var der et
eller to Spejle, som vel nu findes hos Børnene. Hos pens. Lærer Andersen,
Lejrskov, findes en Thedåse med kunstslebet Glas i Låget og på Siderne,
og endelig er der også den ovenfor omtalte Hakkekniv hos Iver Nielsen.
Hos Kaptajn Jacobsen, Frodesgade 25, Esbjerg, findes et gammelt Kaffe-
stel, som også menes at stamme fra Holland, og som er gået Arv fra
Slægt til Slægt. Fra Lærer O. M. Olesen, Borridse Skole, pr. Thorsø, har jeg
modtaget følgende Oplysning:
Jeg har efter Far arvet et meget fint Skrin af Fugleøjetræ og Ibenholt.
På Låget er der en fin Stjerne af indlagt Ben. Min Farfar brugte det til
Søm og andet Skrammel; ved hans Død arvede Far det og fik det pudset op.
Dette Skrin stammer fra Holland, vel sagtens fra den gamle Spejlmager.
I Oksby bor der to Brødre, Jens og Kristian Knudsen. Deres Fader hed
Bertel Knudsen og Moderen Lovise. Hun var opkaldt efter Spejlmagerens
første Kone. Det kunne være morsomt, om man kunne have fået nogle Op-
lysninger om den første Lovise og hendes Slægt. Man må gå ud fra,at
når Lovise er opkaldt efter den første Lovise, er Slægtskabet på hendes
Side. Lovise f. Jensen er fodt 19/6 1853, Datter af Gårdmand Chresten
Jensen og Hustru Bertelline Nielsdatter Chresten Jensen er født den 9/1
1821, Søn af Jens Christensen Kolle og Hustru Ane Marie Sørensdatter.
Bertelline Nielsdatter er født den 16/1 1818 som Datter af Gårdmand
Niels Bertelsen og Hustru Maren Jespersdatterdøbt 25/3 1781 i Oksby, død
18/3 1847 Oksby Sogn). Slægtskabet er på Spindesiden, altså på Bertel-
lines Side. Hendes Fader Niels Bertelsen er født 1781, død 30/12 1864, hans
Fader hed Bertel Christensen og hans Moder Mette Nielsdatter Gade.
Om Niels Bertelsen fortælles der, at han manglede Penge til at bygge Huset
om for, og da han var Sømand, rejste han ned til Spejlmageren i Holland.
Denne tog imidlertid ikke særlig godt imod ham. Kommer du nu igen for
at tigge om Penge”, sagde han, og Niels Bertelsen fik ingen Penge denne
Gang; men han kom igen, og da var Spejlmagere i bedre Humør.Der
har du Penge og var så god ved de gamle, sagde Spejlmageren, og Niels
Bertelsen fik end også en Tegning med, hvorefter Huset skulle bygges,
men Niels Bertelsen havde også andet at bruge Penge til, så Huset blev
ikke bygget efter Tegningen
Det står forøvrigt endnu og ejes af Arbejdsmand Mads Simonsen og er
altså bygget for hollandske Penge Niels Bertelsen havde 9 Døtre, som
alle havde fået små Gaver fra Holland. Efter Bertelline var der et lille
Sølvetui, hvori der var en Sølvstramejnål med et aflang øje, og en lille
Sølvske, som brugtes til at fjerne Vokset af ørene med.
I Oksby havde der også varet Spejle med kunstfærdigt indslebne Bille-
der. Der fortælles således om et stort Spejl med en indslebet Krans eller
lignende, som Jes Grønberg havde skåret i fire lige store Dele. Hver af
Delene blev indrammet, og på denne Måde kunne fire få en lille Erin-
dring med hjemmefra.
Chr. Hansen og Carl Andersen af Janderup har engang, da de var kø-
rende til Oksby, haft Lejlighed til at bese et af de hollandske Spejle,men
nu er der vist ingen tilbage af dem.
Larer Kristensen, Lunde, har Sommerferi1939 været i Arkivet Vi-
borg og har blandt andet søgt at finde den første Lovise, og Arkivar Carl
Lindberg Nielsen har i 1947 også forsøgt at finde hende. De har søgt i de
gamle Kirkebøger fra Oksby, Ho, Janderup og Henne, men trods ihærdig
Søgen fandt de ingen af det Navn. Lovise er vel så født andet Steds og
ikke i et af ovennævnte Sogne.
Hvorledes gik det så Hjemmet i Holland?
Vi ved kun grumme lidt. Hvornår Spejlmageren er død ved vi heller
ikke, men der er kommet Gaver til Danmark efter hans Død. Til Lovises
Konfirmation 1845 kom der Tøj til 3 Kjoler samt Guld-og Sølvsmykker.
I Faddergave til Lovise i Oksby 1853 kom der 80 Dukater. På den Tid har
Spejlmageren, om han har levet, været 99 år, men det er meget tvivlsomt.
om han er blevet så gammel
Gamle Farbror Niels. Hansen har fortalt, at efter Spejlmagerens Død
var der 110.000 Dukater i rede Penge, og dertil kom Bygninger, Værksteder
og Lager samt tre Skibe i Søen m. m. m. På den Tid en meget betydelig
Formue. Hele denne Formue arvede Jager, som desværre forvaltede Arven
meget dårlig, idet han satte det hele til, så det gik her efter det gamle
Ord: Hvad der kommer let, det går let.
Jager havde måttet savne en Moders Kærlighed og Vejledning, han
havde en Brist i Karakteren, havde fået dårlige Vaner, manglede den for-
nødne Dygtighed til at indtage Spejlmagerens Plads; derfor måtte det nød-
vendigvis gå, som det gjorde. Formuen smuldrede hen, og Velstanden for-
svandt. Jager var gift, hans Kone kunne tale lidt Dansk, og de havde også
Børn, så måske lever der Slægtninge i Holland. Vi ved det ikke, men det
er meget sandsynligt, da der trods alt er Tømmer i Slægten.
0