Følgende småtræk er fortalt af Jens Kr.Jensen, Billum, der var født i Kjelst 1873. skønt Jensen næsten var blind, havde han en god Hukommelse.
I gamle dage var der en strandfoged i Kjelst, og Kjelst stod dengang i ret livlig forbindelse ad søvejen med Hjerting, Esbjerg, Fanø og Mandø. I toften på den plads, hvor Maren Kristensen nu bor, lå der dengang en firelænget gård,som ejedes af Kristian Jensen, der foruden at drive sin gård og et Teglværk var en efterspurgt musiker på egnen. Ved bryllupper og andre festlige lejligheder blev der kaldt på Kr.Jensen,som så mødte med sit dansetelt og sin violin.
I 1886 blev gården, der havde vidt strakte jordarealer, udstykket, og nu er der kun et hus tilbage af den gamle gård. På toften tæt ved fjorden var der dengang en lade og losseplads, hvor skibene, som kom fra Fanø og Esbjerg ,lagde til med deres varer, og på tilbagevejen blev skibene så ladet med teglsten og tørv, som var de produkter, man dengang kunne komme af med fra Kjelst. Teglstenene blev lavet på teglværkerne i Kjelst, og Tørvene blev fabrikeret rundt omkring. Der kom f.eks. en hel del Tørv til Kjelst fra Marksken i Aal sogn. Ved siden af det allerede nævnte Teglværk hos Kr. Jensen, var der to andre teglværker i Kjelst, som var i drift. Det ene af disse ejedes af Mads Thuesen og det andet af Knud Knudsen, der i daglig tale blev kaldt Knud Møller,da han også drevBillum mølle. For uden de tre nævnte teglværker lå der et ved Tarphage ,tæt ved Varde å, men det blev siden revet bort under en Stormflod. Manden, der anlagde dette teglværk, boede der, hvor Chr.Chri-
stensen, Billumtarp nu bor. Teglværkerne i Kjelst havde ry for at levere gode Sten, og det var da heller ikke så underligt,
at de fleste af Sognets Bygninger på den tid blev opført af mursten fra Kjelst. Ja, langt uden for sognets Grænse havde man brug for de gode Sten, der blev fabrikeret der,og lægtere kom sejlende fra Esbjerg og Fanø for at hente mursten. På Fanø blev Hotellerne》Nordby《og》Spangsbjerg《 opført af dem.
Teglværkerne i Kjelst er nu forlængst ude af drift, men det sidste teglværk i Vester-Kjelst blev dog først nedlagt omkring 1930. En del Fartøjer sejlede ud fra Kjelst til “Skalbanken” ved Manø for der at hente Muslingeskaller, som blev kaldt》Skæl<.Disse Skaller blev anvendt til gødning på de kalk fattige Jorder, og folk kom langsvejs fra til Kjelst for at købe 》Skæl<.
Når saa disse muslinge skaller blev transporteret til bestemmelses stedet,skulle de 》brændes, førend man kunne anvende dem. Dette foregik i et Hul i Jorden, hvor omkring der i en bestemt højde var lavet en Vold af Græstørv. Rummet inden for volden blev så fyldt skiftevis med et Lag tørv og et lag Skaller, og derefter blev der sat ild i stakken, som så kunne brænde i flere dage. Ved denne Behandling blev Skallerne pulveriseret, og herefter kunne man sprede dem ud på markerne og anvende dem som Gødning. Som gødning på de arealer, hvor man ville så rug, anvendte man gerne Blåmuslinger,som blev sejlet til Kjelst fra Hjerting og Fanø. De mænd, som arbejdede med Skallerne, kaldtes
Skalmænd. En af disse boede på 》Højbjerg《, og han hed Peter Nielsen og var svensker af fødsel. Peder Nielsen var i sine unge år i besiddelse af enorme kræfter.En smed fra den tid fortalte, at han var den stærkeste mand, der nogen sinde havde været i hans smedie,da han havde løftet smedens forhammer og holdt den ud i stiv arm. Det var der ingen tidligere,som havde kunnet. der fortælles også,at han fra herregården 》HesselmedDa Varde-Nr.Nebel Banen kom,ophørte skal handelen i Kjelst,og folk fik nu mergel,som gav bedre Resultat, end skallerne havde gjort.
På den gård,som nu ejes af Jørgen Thomsens enke, boede Jacob Termansen.Han var en dygtig landmand og en alsidig interesseret mand. særlig var han interesseret i plantningssagen og blev der igennem en foregangsmand for egnen. Den smukke beplantning, som findes ved Gården, har han frem elsket. Han drev en planteskole, hvorfra træer til læ og nytte blev solgt viden om.
Jacob Termansen var broder til den kendte kromand Niels Termansen, Oksbøl.
Tidligere var der adskillige våbenbrødre i Billum sogn. Fra 1848 fandtes følgende: Mads Thuesen, Anders Andersen, Thue Jensen Thuesen, de mænd, som arbejdede med Skallerne, kaldtes Skalmænd. En af disse boede på 》Højbjerg《, og han hed Peter Nielsen og var svensker af fødsel. Peder Nielsen var i sine unge år i besiddelse af enorme kræfter.En smed fra den tid fortalte, at han var den stærkeste mand, der nogen sinde havde været i hans smedie,da han havde løftet smedens forhammer og holdt den ud i stiv arm. Det var der ingen tidligere,som havde kunnet. der fortælles også,at han fra herregården 》Hesselmed< bar en tønde rug hjem på sine skuldre til 》Højbjerg《 i Kjelst.
Da Varde-Nr.Nebel Banen kom,ophørte skal handelen i Kjelst, og folk fik nu mergel,som gav
bedre Resultat,end skallerne havde gjort.
På den Gård,som nu ejes af Jørgen Thomsens Hans Nielsen og Niels M.Nielsen.Sidstnaevnte oppebar
efter Krigen i 1848 en mindre pension,da han den gang var så uheldig at få 3 Fingre skudt af.
Fra 1864 var der i Kjelst følgende Vaabenbrgdre: Kr.Sprensen, Peder Kristensen, Hans M.Bruun,
Kristian Jensen, Chr.Thomsen og Gunde Gundesen. Desuden var der Peder og Anders Madsen,Billum, og Laust Kristensen (Skrædder), Billumtarp. Disse Våbenbrødre er nu forlængst under Mulde. Den sidst levende af dem var Chr.Thomsen, Kjelst, som blev udnævnt til Dannebrogsmand.
I tidligere Tider bryggede folk selv deres øl, men for at lave øI skulle man have malt,som man
selv tilberedte. Malten blev lavet af Byg,som blev sat til Spiring i Vand.Derefter blev den torret.Den sidste Behandling af den foregik i de saakaldte》Kølhuse《, hvoraf der var flere,som lå fordelt onkring i sognet. En halv snes ejendomme sluttede sig sammen og opførte i Fællesskab et》 Kølhus<, som
var et ganske lille hus –6X6 Alen og 3 Alen højt  (ca. 3,7 x 3,7 x 1,2m)-Kølhusene var tækkede med rør fra Varde Å, og inde i dem der var kun et rum i huset
var der et fyrsted, der blev kaldt 》æ Gris<. Malten blev lagt op på loftet,som var skilt fra
stuen med løse brædder. Fra fyrstedet kunne varmen så trænge gennem åbningerne mellem brædderne, og på den måde blev malten så gennemtørret. Til tider skete det, at der blev fyret så meget
i 》æ Gris<, at der gik Ild i både Malt og Kølhus.