Gårdejer og døvstummelærer
28 Marts 1771 døbtes Thue Bojsens og Maren Gundesdatters Søn Gunde Thuesen. Fadderne var Maren Christensdatter, Borre, Jens Pedersen, Thoer Knudsen og Elisabeth Thorsdatter, de tre sidste af Kjelst. Elisabeth Thorsdatter er antagelig Naboen Knud Sørensens Hustru. Folketællingen 1787 siger, hun var da 58 Aar. Er det rigtigt, er hun ikke Thor Bojsens Datter, var både Gunde Thuesen og Søsteren hjemme hos Moderen. Efter Moderens Død 1793 fæstede han Ejendommen, som han sikkert havde drevet længe i Forvejen.
20. Søndag efter Trinitatis 1793 blev Ungkarl Gunde Thuesen trolovet med sin Kusine Anne Nisdatter af Børsmose og 29/11 s. å. blev de viede i Aal Kirke. Da Gundes Bejlen stod på, tjente hun hos Præsten i Aal. Hun sagde da: »Vil han ett’ ha mæ i mi Polt, saa ka han blyw fri i mi Stolt!« Hun gjorde intet Menneske Fortræd, er der blevet sagt om hende. Anne Nisdatter var som nævnt Gundes Kusine, idet hun er Datter af Gundes Morbroder Nis Gundesen i Børsmose, Aal Sogn. Hun blev døbt 8/6 1767 og båret til Dåben af Mads Pedersens Hustru i Børsmose, de øvrige Faddere var H. Gundesen, Borre (Farbroderen), H. Pedersen, C. Sørensen, N. Madsens Pige Mette og C. Hallums Pige Karen, alle Børsmose, J. C. Olesen i Præstegården, H. Christensen i Kærgaard, S. Madsens Datter Mette og J. Blocks Pige Maren. Anne Nisdatters Moder blev be gravet i Aal 6/5 1787, 52 Aar gammel, men Kirkebogen nævner ikke hendes Navn. Anne havde en Broder Peter Nissen, døbt 18. Søndag efter Trinitatis (24/9) 1769.
Gunde Thuesen var en meget betydelig Mand, der ikke alene passede sin Gaard og øvede stor Indflydelse i Sognet — man har sagt, at det var ham og Stænderdeputeret, Kromand Peder Jakobsen, der ledede Sognets offentlige Anliggender, og at ingen Bestemmelse blev tagen, uden de to Mænd havde tiltrådt den — men han indlagde sig tillige stor Fortjeneste som Lærer. »Denne sjældne Mand har i 22 år virket som Lærer i Kjelst skole, og virket stedse med ufortrøden Iver og heldig Fremgang til Ung dommens Oplysning,« hedder det i et Dokument hos Gundesen, Askov. Det, der gjorde ham mest navnkundig, var dog den Døvstumme skole, han oprettede i sit Hjem, og hvor han på genial Måde udformede et Undervisningssystem for de døvstumme.Blandt hans 13 Børn var de to »skønneste«, som han selv udtrykker det, døvstumme. Hans Kone, der var svagelig, var ulykkelig herover. Lige til 1806 fandtes der ingen Døvstumme skoler eller -undervisning i Danmark. Det år begyndte den danske Grundlægger Lægen RA.Castberg efter indgående Studier i de få udenlandske Døvstumme skoler sin Undervisning i København i den Skole, som året efter omdannedes til Det kongelige Døvstumme- institut. Indtil da havde de døvstumme altid haft det forfærdeligt. De kunde ikke påvirkes med Ordet, og derfor kom deres Sjælsevner ikke til Udfoldelse, Drifterne kunde da let tage Magten, så de døvstumme, »dumme«, jævnlig betragtedes som vilde Dyr, man ikke kunde komme til Rette med. Skolearbejdet gjaldt intet mindre end deres Sjæleevners Udvikling. Gunde Thuesen vilde helst have sine to Børn sendt til Instituttet, men det satte hans Kone sig bestemt imod. Han tog da selv fat, skønt han hverken var Læge eller havde studeret andre Steder. Som Barn havde han kun lært Skønskrivning og i en »aparte« Skole lidt Regning, hvilket »var meget i hans Barndom i Bondestanden.« I 1808 »da alt Mandskab var i Hans Majestæts Tjeneste, formåede hans Bymænd ham til at blive deres Skolelærer.« Nu måtte han 37 år gammel give sig til at lære »Grammatik, Tegning o. s. v.« af Bøger. Da han nu prøvede selv at undervise sine døvstumme Børn, og »da det var uden Orden og Sammenhæng, blev dette både for mig og dem en ubegrænset evighed.« Ved Pastor Wandborgs Hjælp fik han Castbergs trykte Forelæsninger om Døvstumme undervisning. Det hjalp. Men han manglede stadig de Bøger, der anvendtes ved Instituttet, så han tilsidst lavede sin egen Metode. Johs. Jørgensen skildrer den således: »Thuesen fremstiller den i et større Manuskript, betitlet: »Besynderlig Døvstumme- Undervisningsmetode, efter Afbildninger, Figurer, Tabeller og Exsempler, bestående af 2 Hoved-Afdelinger: I. det Sandselige i 2 Dele, IL det Sandselige og Oversandselige i 3 Dele. Forfattet og udgivet af Gunde Thuesen, Bonde og Skolelærer i Billum Sogn, i Ribe Stift, sådan som jeg det har lært mine egne tvende døvstumme Børn, 1820«. Dette Manuskript (100 Folio- sider) indsendte han til Direktionen, og det findes endnu i Instituttets Bibliotek. Vi kan altså heraf danne os et fuldstændigt Billede af hans Metode, som er meget ejendommelig og på visse Punkter ret genial.
.
Gennem hele hans Fremgangsmåde går to Hovedprincipper: 1) da Børnene skal modtage gennem Synet, må alt anskueliggøres. 2) da det oversanselige (det religiøse) ikke er direkte anskueligt, må det så vidt muligt sanseliggøres. Som Undervisningens højeste Formål står det nemlig for ham at lære Børnene Gud at kende; alle Trådene samles deri. Han udfører nu disse to Grundsætninger på følgende Måde. Efter først at have lært Børnene at kende og skrive Bogstaverne (både danske og latinske Typer — Håndalfabetet [Fingersproget] har han derimod ikke be nyttet [ud over det naturlige Gebærdesprog, som døvstumme og andre uvilkårligt benytter sig af]), tager han fat på de sanselige Ting, som direkte kan anskueliggøres. Som Middel bruger han dels den simple Påvisning af Tingen, dels et figurligt Tegn for samme, som efterligner dens Form, Bevægelse eller lignende, dels endelig og vistnok mest sine »Tabeller«, d. v. s. en Bog, i hvilken alt var systematisk ordnet og anskueliggjort ved vedføjede Tegninger, som han selv havde udført. I det indsendte Manuskript kommer således først en »Skrive og Stavetabel«, dernæst en »Regnetabel«, derefter en »Tabel om Mennesket som dyrisk og sanseligt,« så en »Tabel om le vende Skabninger«, endvidere en »Tabel Hoved ord af sanselige Ting og nærmere anskuelige Genstande i alfabetisk Orden«, fremdeles Tabeller om Beskaffenhedsord og Gerningsord, »adskillige Håndværkeres Tabel«, »de tre Naturrigers og Elementers Tabel«, »Tidens Tabel«, »en Hjælpetabel af Adverbier, Konjunktioner, Præpositioner og flere Ordklasser imellem hinanden«. Disse Tabeller består som sagt af Tegninger af Tingene med tilføjet skriftlig Forklaring, og til hver af dem slutter sig en Prøvetabel, hvori kun findes Tegninger og i forandret Orden. Efter Tabellen selv lærer altså Børnene at skrive Ordet og vedføje Tegningen, bagefter pegede han så på Prøvetabellen, og Børnene skulde så skrive Navnet på Tingen, eller han skrev Navnet og lod Børnene tegne Tingen eller gøre et Tegn derfor. Hans Illustrationsvalg er ofte genialt. Exempelvis kan anføres: »at hade« forklares ved: »Dyrene hader ofte hinanden, Menneskene maa ikke hade hinanden« — og fremstilles ved to Gedebukke, som stanges; »færdig — ikke færdig« forklares ved følgende Sætninger: »Manden er færdig, Konen er ikke færdig til at gå ad Byen«, og fremstilles ved en Mand med Stok i Hånden og en Kone, som tager sin Kjole på; »Ret og Uret« for klares ved: »Det er Ret at holde Køerne på sin egen Mark, det er Uret at lade Dyrene æde i andres Mark,« ‘ og fremstilles ved to Marker; på den ene af disse flere Køer, men for tre af Køernes Vedkommende går Tøjret over på den anden Mark; — man ser, alt er Exempler, som Børnene kendte godt fra det daglige Liv.
Hans praktiske Sans viser sig også i, at han foresatte sig kun at lære sine Elever »ét Ord af hver Betydning« og altså udelod alle Synonymer. Som Overgang til selve Religionen havde han følgende Tabeller: Naturens Tabel (Naturen som Vidnesbyrd om Guds Godhed), Tidens Tabel som oversanselig (Evighed), Tabel om Gud, hans Væsen og Egenskaber, Tabel om Mennesket som sanseligt og oversanseligt (Skabelsen, Sjæl og Legeme), Stænders og Embeders Tabel (Konge, Øvrighed o. s. v.), Tabel om levende Skabninger, deres Lighed og Ulighed med Mennesket. Efter dette fulgte selve »Religionens Diktat«, som han omarbejdede tre Gange. Først blev den for kort, så for lang, til sidst fik han den ved Præstens Hjælp, som han ønskede den. Det er en kortfattet Katekismus og Bibelhistorie under ét. Af den sidste er der kun medtaget, hvad der var nødvendigt for den førstes Forståelse. Den er inddelt i følgende Parter: 1) Om Gud, 2) de ti Bud, 3) Tro og Haab, 4) Verdens Skabelse, 5) Menneskets og Englenes Skabelse, 6) Guds Forsyn, 7) Syndefaldet, Syndens Magt, Løftet om Genløsning, 8) Forjættelserne om Jesus, 9) Jesu Komme til Jorden, 10) Jesu Liv og Lære, 11) Jesu Lære om Pligterne mod Gud, os selv og Næsten, 12) Jesu Lære om Bønnen, 13) Genløsningen, 14) om Synden, som vi gør, men ikke maa gøre, 15) Omvendelse, 16) Helliggørelse, 17) Dåb og Konfirmation, 18) Skriftemål og Altergang, 19) Jesu Død og Begravelse, 20) Jesu Opstandelse, Himmelfart og Komme til Dommen; den Helligånd Komme til Disciplene, 21) om Døden, Graven, Opstandelse, Dommen, Verdens Ende og Evigheden. — Denne Dik tat lærte Børnene udenad, men for at hjælpe på Forståelsen knyttede han hertil en sanselig Hjælpetabel. I Værkets 1. Del var ganske vist alle Begreberne forklaret ved Tegninger, men det tog Tid stadig at skulle opsøge disse. Derfor samlede han på en særlig Tabel de herhen hørende Billeder. De fylder 11 Foliosider og er måske det interessanteste i Værket. Hans Tegnesystem udfolder sig her som et fuldstændigt Hieroglyfsprog. Nogle Eksempler vil bedst vise det: Sætningen, som skal anskueliggøres, lyder: »Når I drikker mit Blod, da tænker på mig.« I Tegningen ses til venstre en Række knælende Altergæster, som fører Hånden til Panden (tænker), så Jesus med Strålekrans og sex små Lilleputter på Armene (Tegnet for at elske), fremdeles Kristus på Korset, to døde Mennesker og et tomt Helvede (en Cirkel, hvorfra opstiger Flammer), altså »tænke på Kristi Kær lighed og Lidelse, som frelser os efter Døden fra Helvede« (10. Tabel, nr. 21). Eller et andet Eksempel: »Føle i Sjælen, at vi meget behøver vor Frelser« — her tegnes 1) denne Verdens Goder, en Mand, som får et Par Buxei (Tegnet for at faa gode Ting) forskellige Klædningsstykker, Hus, Ko på Marken, Korn, Seng, men 2) Adam og Eva tog af Kundskabens Træ, derfor 3) alle syndige (den falske Vægt og Maal og to, som lyver), men 4) Helvede kan blive tomt ved Jesu Kors, som gør os 5) evig (en Kreds) salige (Himlen). Efter at have undervist sine egne to Børn modtog han i 1835 en ny Elev, og fra 1842—45 ligeledes hvert Aar 1 Elev, ialt 4. 1847 døde han, men trods det, at Direktionen frarådede det, tik Sønnen Gunde Gundesen Lov til at fortsætte Faderens Virksomhed. Han modtog fra 1848—1865 ialt 14 Elever. Hans Betaling var 62 Rbd. årlig. løvrigt har han vel ganske brugt Faderens Metode. Hvad Resultatet af hans og Faderens Undervisning angår skal jeg kun tilføje, at jeg har truffet enkelte af disse Elever, og saa vidt jeg kunde skønne, stod de langt tilbage for de på Instituttet oplærte.« — Det er jo kun naturligt, at Eleverne trods Gunde Thuesens Genialitet og Offervilje ikke har kunnet stå Maal med Instituttets, der byggede videre ikke alene paa Resultater, som navnlig den franske Skole havde frembragt, men tillige paa hvad Castberg og senere Specialister havde opnået.
Men at også Skolen i Kjelst betød en umådelig Hjælp for de døvstumme, ja en Redning fra disses tidligere Tilværelse er sikkert, og det blev da også på skønnet af Samtiden. Da Thuesens egne døvstumme Børn i 1827 blev konfirmerede, skænkede Frederik VI ham 100 Rdl. Sølv til deres videre Ud dannelse43). Vi ser, at der er kommet Elever Baade fra Ølgod og Rømø til hans Skole44). Folk havde dengang vanskeligt ved at skelne, om Børnene var døvstumme eller åndssvage. Således sendte Lunde—Ovtrup Fattigvæsen 1842 en Dreng til Skolen, men Thuesen måtte efter en Tids Forløb erklære, at han ikke kunde gøre Fremgang hos ham.
Gunde Thuesen flyttede Gaarden til dens nuværende Plads, ganske sikkert ved Udskiftningen. På Bagsiden af et Kort over Ejendommen fra 1842 har han skrevet: »Engen, vi købte af Niels Chr. Nielsen i Borre, i Kjelst Enge var ved Udskiftningen 1800 333 Alen lang i Østerside, i November 1845 befandtes Engen kun at være 290 Alen. Altså har Engen tabt ved Fjorden 43 Alen i 45 Aar. Ved Udskiftningen var Engen omt. 10656 Q Alen, i November 45 9280. Altså tabt 1376 Q Alen. Altså har Kjelst Enge tabt ved Fjorden 72 Alen i min Levetid, nu 75 Aar, næsten 1 Alen årlig.« — Heraf fremgår, at Udskiftningen er foretaget i 1800. At Gården netop er flyttet dette år, bestyrkes af Folketællingslisten 1801, der nævner tre Familier som »Udflyttere af Kjelst By«, og heriblandt Gunde Thuesens. Den tredie Udflytter var for øvrigt Svogeren Hans Sørensen. Da Gaarden flyttedes ud i Kanten af Heden, fik han Navnet »Gunde ve æ Hie«. Og indtil de senere Aar har man kunnet høre Gaarden blive kaldt »ve æ Hie«, selv om Heden forlængst er forsvundet. Over Døren til Dagligstuen udskar Gunde Thuesen følgende Vers: »Guds Forsyns Almagts Hånd beskytte denne Bolig! Hjælp, vi i Gudsfrygt maa vor Tid henleve rolig, og efter Døden giv os Sted at bo hos Dig, o Herre, i det Hus, os Jesus har beredt! Guds Navn højlovet virre!« Men dette og mange andre gamle Minder brændte sammen med Gaarden 1884. Den nye, nuværende Gaard er rejst paa den gamles Plads. Anne Nisdatter døde 15/9 1838, 71 Aar. Gunde Thuesen døde som Aftægtsmand 20/3 1847, 76 Aar gammel.
Kilde: En slægt fra Kjelst af H.K. Kristensen 1956.