| Notes |
- Afgangne Lars Nielsens Forseglings og Registrerings Forretning til paafølgende Skifte. Anno 1798 den 4de December indfandt sig undertegnede Kongelige Majestets Byefoged, samt Bye og Raadstueskriver i Skielskiør, i Stervboet efter afgl: Hr: Lars Nielsen, som her i Skielskiør Natten imellem den 3 og 4de dennes ved Døden er afgaaet, for i Overværelse af 2de Vitterligheds og Vurderingsmænd, navnlig Niels Post og Henning Lange, begge Borgere her i Byen at tage sammes Boe under lovbefalet Forsegling til paafølgende videre Behandling Skifte og Deeling imellem den afdødes Enke - Madame Auguste Juliane Grandjean med hvem den Salig Mand sig ingen Livs Arvinger har efterladt; Men derimod blev blev anmeldt, at den afdøde har følgende Arvinger navnlig 1:een Heelbroder Frants Nielsen boende i Søeholms Mølle, som er dødog har efterladt sig Børn nemlig (a) Niels Frandsen nu boende i Søeholm Mølle. 2: een Søster Bodil Maria, som er død men har efterladt sig 3de Sønner, navnlig Isach, Mads og Niels Christensen og 2de Døtre navnlig B, som begge ere døde og efterladt sig Børn. 3de En bortdød Broder Peder Nielsens, hans efterladte Datter Dorothe Sophia Wick, som er i ægteskab med Hr. Zacharias Bruun her i Byen. 4de 1 Broder Mads Nielsen boende i Klippinge i Stevns herred, hans ældste Datter Anna, Sønnen Niels Madsen, 1 Datter Inger, der er i Ægteskab med Hans Bendsen i Store heddinge, Agnete i Ægteskab med Christen Michaelsen, Anna Maria, som er i ægteskab med Mølleren i Siersløv Mølle og Karen Mads Datter, der er gift og boer i Kiøge, samt Anne Kirstine, der er givt med Hr. Carsten Meyer i Skielskiør, fleere eller andre Arvingerne var ikke vidstes ikke at kunde tage Arv efter den Afdøde; Ved Forretningen var tilstæde, den ene af Stedets Overformyndere Hr: Peder Rasmussen Soel tillige med Enke Madamen, der fremlagde: eet af hans Kongelige Majestæt under 8 Junii 1787, hende og hendes Sal. Mand meddeelt Testamente Codicil, hvorefter den afdødes og efterlevendes sidste Willie skal være til Rettesnor for de efterlevende deres Arvinger, og saaledes paastaaes ingen Skiftebehandling efter den Afdøde. Bemeldte Allerhøyeste Bevilling blev allerunderdanigst af Skifteforvalteren imodtaget, læst og paategnet, for at indføres i Skifte Protocollen, og Enke Madamen tilbageleveret, da hun anlovede saavel af denne, som af det under 24 November 1797, af Hende og Salig Mand indgaaede og sluttede Testamente, om hvad der af Boet til Arvingerne skal udbetales; for derligst at tilstille Skifteforvalteren verificerede Gjenparter af disse Documenter paa det at og sidstmeldte kan blive Skifte Protocollen indlemmet; Hvorefter Altsaa Skifteforvalteren afvigede fra al videre Behandling her i Boet med Skifte og Deeling, under Forbeholdenhed af hans Ret. uforkrænket. - Saaledes passeret bevidnes Actum Stervboet i Skielskiør utsupra. Paa Enkens og egne vegne. signeret af: Jacob Severin Payngk Carsten Meyer Peder Rasmussen Pagh Niels Post Henning Lange Den Foreviiste allerhøyeste Facultandi Testandi og Testamente Saalydende: C7tim 1787 Halvtredsinds Tyve Rigsdaler. Vi Christian den Syvende, af Guds Naade Conge til Danmark og Norge, de Venders og Gothers, Hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn, Dytmersken og Oldenborg giøre alle vitterligt, at efter som Lars Nielsen af vor Kiøbstad Schielskiør i vort Land Sielland og Hans Hustrue Augusta Grandjean, har os allerunderdanigst have Begieret at siden de ingen Livs Arvinger have, ..... allernaadigst ......forundt dem facultotem testandi, for at kunde Disponere Deres efterladte Midler saaleedes som de maatte finde det Gavnligt: Da have Vi efter saadan herom allerunderdanigst Giorte Ansøgning og Begiering Allernaadigst Bevilget og Tilladt, Saa og hermed Bevilge og Tillade, at for bemeldte Lars Nielsen og hans Hustrue Augusta Grandjean, over Deres Midler og Formue Ved Testamente Codicil, eller andre deslige Fordkrivelses Maade, Hvorved Deres sidste Villie Klarligen og tydeligen sees og vides han saaledes maae Disponere, og derom ..... Anordning alene, som dennem selv Lyster og Godt synes, og skal saadan Deres sidste Willie og Anordning som de i saa Maade i Levende Live Giørende efter Deres Død, saa fremt de sig ingen Livs Arvinger efterlade, at Deres andre Arvinger, og samtlige Ved kommende, Holdes og Efterkommes saa urygtelig og saa fuldkommen Holdes og Efterkommes Ligesom den ere Ord for Ord, kunde have været indført og af os, i alle Dderes Ord, Klausuler og Puinter, Confirmeret og Stadfæstet Hvorfore Vi Herudinden ville have dennem Disponeret fra Alt Hvor udi Loven og kongelige i saa Maader allernaadigst Udgangne Forordninger kunde findes herimod at stride; Dog 6te og 10de Penge, samt ald Anden Os tilkommende Arvefalds Rettighed i alle Maader forkrænket; Forbydendes Alle og Enhver her imod efter som foreskrevet staaer at Hindre, eller i nogen Maade .......... at Giøre under vor Hyldest og Naade. Givet paa Vort Slot Christiansborg udi Vores Kongelige Residence Stad Kiøbenhavn den 8de Juny 1787. Under vort Signet (L.S: R.) Efter Hans Kongelige Majestæts allernaadigste Befaling Luxdorph P.Aagaard Lars Nielsen og Hustrue af Schielskiør facultas testandi No. 3 1799 C7mus Een Rigsdaler Da det Allernaadigst har behaget Deres Kongelige Majestæt Vores Allernaadigste Konge Under 8de Juny 1787 at forunde os undertegnede ÆgteFolk, Facultatum Testande, for efter eget Godtbefindende at Disponere over de Midler Vi maatte forelade os; Saa have vi i Kraft af denne Aller naadigste Bevilgning, som herhos Vedlægges, efter indbyrdes Overlæg of Foreening, giort følgende Anordning som Vi ville efter vores Dødelig Afgang skal holdes u Brødelig Saa som: Den af os Længstlevende skal foruden at besørge den førstdøende, Een sømmelig og Anstændig Begravelse til svare og Betale Vores Retmæssige Gield, saa at en hver som Beviislig maatte have noget tilgode intet Tab, at Lide, Skulle det da Behage Gud, at ieg Lars Nielsen først ved Døden skal Henkaldes da skal min Kiere Koene Augusta Grandjean udbetale følgende, til efter skrevne mine Slægtninge, Nemlig: 1. Min afdøde Broder Frantz Nielsens efterladte Børn navnlig en Søn Niels Frantzen boende i Søeholms Mølle nyder 600 Rdr Siger Sex Hundrede Rigsdaler, heraf skal han udbetale til sin Datter som er i Ægteskab med Skoeleholderen i Strøbye Skole 50 Rdr, siger Halvtredsindstyve Rigsdaler. Bemeldte min Afdøde Broders 2de Døttre, som begge har voren Givt, den Eene med en Mand Søren Nielsen i Klippinge og den anden med Hans Pedersen i Holtug. Disse 2de Afdødes efterladte Børii Døttere efter ladte Børn faaer samtlig 600 Rdr. Siger Sex Hundrede Rigsdaler, som skal deeles imellem disse 2de Døttres efterladte Børn, som Sødskende uden Forskiel af Mand eller Qvinde Køn. 2. Min afdøde Søster Bodil Maria, Hendes efterladte Børn faaer i Arv efter mig nemlig 3 Sønner Isac, Mads og Niels Christensen enhver 300 Rdr siiger Tre Hundrede Rigsdaler, som er for dem alle tre 900 Rdr, siiger Nie Hundrede Rigsdaler, Bemeldte min Søster Bodil Maria, Tvende Afdøde Døttre, som Begge har været Givt og efterladt sig Børn, disses efterladte Børn faar Tilsammen 600 Rdr, Siger Sex Hundrede Rigsdaler som skal deeles i lige Loed til wn Hver af disse Børn som de var Sødskende, uden Forskiel af Mand eller Quinde Køn. 3. Min afdøde Broder Peder Nielsens efterladte Datterdatter Dorthea Sophie Wik som nu er i Ægteskab med Zacharias Bruun Her i Byen, nyder efter mig 1600 Rdr, Siiger Sexten Hundrede Rigsdaler. 4. Min Broder Mads Nielsen Boer i Klippinge i Stevens Herridt faar 2000 Rdr, siger Toe Tusinde Rigsdaler da den min Droders ældste Datter Anna faar 400 Rdr, siger Fire Hundrede Rigsdaler, Hans Søn Niels Madsen i Boes Mølle faar 400 Rdr, siger Fire Hundrede Rigsdaler, saae min Broder Mads Nielsens 4re Døttere, nemlig Inger som er i Ægteskab med Hans Bendixen i Store Heddinge faaer 200 Rdr, siger Toe Hundrede Rigsdaler, Agnethe som er i Ægteskab med Christen Michelsen faaer 200 Rdr, siger Toe Hundrede Rigsdaler, Anna Maria som og er i Ægteskab med Mølleren i Siersløv Mølle faaer 250 Rdr, Siger Toe Hundrede og Halvtredsinds Tyve Rigsdaler, Karen Madsdatter som erGivt og Boer i Kiøge faaer 250 Rdr, siger Toe Hundrede og Halvtredsinds Tyve Rigsdaler. 5. Den lille pige Anne Kirstine som min Koene og ieg har taget i Vores Huus, til Opdragelse 1783 fra den Tiid, stedse har været Hos Os, men nu har hun indgaaet Ægteskab med Kiøbmand Carsten Meyer her i Schielskior faar Arv efter mig 2000 Rdr,siger toe tusinde Rigsdaler; saa skal bemeldte Anna Kirstine og hendes Mand Carsten Meyer, Erholde til Arv og Ejendom, alle de Jorder, som ieg nu Ejer i Schielskior Marker, naar udi ...... ved Døden er afgaaet, eller paa anden maade bliver ................. Broder Herr Kammerraad Ludvig Grandjean 3000 Rdr, siger Tree Tusinde Rigsdaler, og til min anden Broder Christian Grandjean 3000 siger Tree Tusinde Rigsdaler, hvor imod min ... Mand Lars Nielsen for Sig og sine Arvinger til Arv og Ejendom Beholder alt ..... fælles Boe. .................................... Schielskior den 24. November 1797. L. Nielsen (L.S.) Augusta Juliana Nielsen født Grandjang (L.S.) Til Vitterlighed efter Begæring underskriver L.Grandjean Carsten Meyer Gjienpartens Rigtighed Bevidnes: Augusta J. Nielsens Som Laugværge: L.Grandjean
- I 1770 Købte Lars Nielsen de to øer Agersø og Omø. Der opstod imidlertid hurtigt et meget spændt forhold mellem Lars og bønderne på de to øer. Stridsspørgsmålet for Agersø bøndernes vedkommende var bl. a. det hoveri, som den nye ejer forlangte ydet af den såkaldte fogedgård. Det var en gård, som øernes foged hidtil havde beboet og brugt, men som Lars Nielsen nu selv ville drive. Sagen kom for retten, og den 15. november 1773 afsagdes der dom af en kommission, hvor herremanden på Borreby, kammerherre Frederik Berregaard, sad. Han er identisk med den Berregaard, der året i forvejen som ritmester var beordret til at være til stede ved sin fætter Enevold Brandts henrettelse. Enevold skulle henrettes samtidig med Struense. Frederik Berregaard nægtede at efterkomme ordren og faldt i unåde. Han gik i øvrigt for at være ”synsk” og skal efter eget ønske senere være blevet begravet på St. Mikkels kirkegård i Slagelse med store sten over kisten for ikke at ”gå igen”. Kommissionsdommen gik ud på: I sagen betreffende de indstævnede bønders modvillighed til at forrette det hoveri, som de er pligtige, kendtes for ret, at Lars Nielsen lovlig kunne kræve alt det hoveri, som han havde behov for til godsets drift. Ved højesteret stadfæstedes d. 27 juni 1774 i hovedsagen denne kommissionsdom. Det var vand på Lars Nielsens mølle. Ville bønderne ikke yde det hoveri med det gode, som han, støttet af loven, forlangte, så vankede der korporlig straf. Hvor mange af Agersø bønderne, der fik herremandens eller hans folks stok at føle, er ikke optegnet. Men hårdt gik mølleren, der blev herremand, frem mod sine bønder. ”Et par husmænd har frem for adskillige andre især måtte føle hans grumhed, hvorpå den enes ryg, han var over 70 år gammel, efter 5 ugers forløb endnu skal bære mærke, og den anden, som han havde lejet 2 personer fra Skjelskjør til at holde, har han så ilde mishandlet, at han endnu på 4de uge holder ved sengen, og tvivlede man af begyndelsen om hans liv.” Således fortæller Agersø præsten Borchgrevink i et brev til biskoppen om bøndernes vilkår under Lars Nielsen. Den husmand, der endnu på fjerde uge lå til sengs, hed Jon Hemmingsen. Det var kommet til et voldsomt optrin mellem ham og herremanden. Jon slog Lars Nielsen, og denne gennempryglede husmanden, mens J. Stæhr og Jens Nielsen Rytter (eller Skrædder) holdt ham. Den mishandlede Jon Hemmingsen lå hjemme og klagede sig og sagde, at Lars Nielsen blev hans banemand. Da Jon omsider døde i den påfølgende vinter – han blev begravet d. 28 marts 1775 – tvivlede ingen på Agersø om, at Lars Nielsen havde forvoldt Jon Hemmingsens død. Man forstår, at stemningen var ophidset til det yderste, og at en eksplosion når som helst kunne indtræffe. Det skete en høstaften i året 1774. Det var onsdag aften d. 17 august 1774 ved otte tiden, at der pludselig blev tudet i Agersøs byhorn. Gårdmanden Hans Andersen Præst fralokkede det gamle horn de kendte langtrukne toner, og på dette aftalte tegn drog Agersøs beboere i flok og følge op imod Agersøgård. Både gamle og unge, mænd og kvinder, gårdmænd og husmænd og tjenestefolk trængte sig under larm og tumult ind i gården og forlangte at komme til at ”tale med” herremandens to håndlangere, J. Stæhr og Jens Nielsen. Da herremanden ikke kunne eller ville føje dem heri, tog de fat på ham selv, ”så at det er gået så vidt, at husbonden efter mange stød og ilde behandling ved at blive trækket fra et sted til et andet og især ved at blive stødt og slaget mod stenbroen i hans gård, har til sidst været nødsaget ynkelig at bede for sig, at de dog ville lade ham beholde livet”. Men Agersø boerne blev ved med at vise ”den største Halstarrighed og opsætsighed ved at støye og larme, skielde og true især proprietairen med at ville rive hans gård ned med videre”. Al den larm og tumult lød tværs over Agersø bygade til præstegården, som er genbo til Agersøgård. Hurtigt løb præsten, der nok anede, hvorom det drejede sig, over til herregården. ”Det desperate folkes adfærd var gruelig”, skrev han senere til biskoppen. Men præsten fik da de rasende mennesker til at gå hver til sit. Hans ”formaning strax styrede disse oproriske mennisker”. ”Herrens navn være højligen priset, som ved dette oprør i nåde afvendte særdeles ulykke!” udbryder Borchgrevink i sit brev. Men helt rolig blev natten ikke for herremanden. ”Bønderne, som havde sønderslaget tvende døre og tvende vinduer, blev ved med at true. Denne anstalt har næsten bleven den ganske nat fortsadt.” Den overfaldne Lars Nielsen skrev straks en klage til amtmanden og meddelte tillige, at han af frygt for yderligere overfald ”har resolveret til at sælge øerne”. Hele retsmaskineriet kom så i gang. Regiments-feldtskiær Reisiger og Stads-chirurgus Fertieg fra Slagelse kom over til Agersø og synede de overfaldne. Af deres attest (der desværre kun kendes i referat) fremgår det, at ”Lars Nielsen er bleven stødt og slagen fra det overste til det underste på sit legeme”. Forhør skulle afholdes af herredsfogeden Engholm, som kom tilstede med ”den liden commando af 2 corporaler og 10 mands ryttere”. Kort sagt, man ville til bunds i sagen. Hvis man nu tror, at dette militære opbud bragte ro til veje, tager man fejl. Et par dage efter opstanden skrev herredsfogeden, at han med sit militær i virkeligheden stod ret afmægtig overfor de rasende øboer. Rytternes tilstedeværelse virkede kun ophidsende, hvorfor herredsfogeden lod dem ”commendere ind i haugen; thi de sagde mig reent ud, at de (øboerne) ey kunde tåle at see dem, og de opførte sig så rasende med hujen og skrigen, at jeg for at stille dem måtte gå ind i flokken, og på en lemfeldig måde fik dem overtalt til at være roelige. For resten ”, slutter herredsfogeden, ”i fald ieg med magt skulle have udrettet noget, måttet i det mindste været en 70 mand, og da kunne ret en bataille anrettes, de er særdelis opbragte, og mand kan slutte, at de have lyst til at see blod”. Da gemytterne var faldet en smule til ro, blev der et par dage senere afholdt et foreløbigt forhør. Men det viste sig meget vanskeligt at få oplyst, hvem hovedmanden eller – mændene var: Øboerne holdt sammen, og det var jo en kendsgerning, at de alle havde deltaget i overfaldet på Lars Nielsen. Denne var blevet så bange, at han under øvrighedens beskyttelse snarest muligt forlod øen. Også J. Stæhr og Jens Nielsen Rytter fandt det klogest at forsvinde. De flygtede til Egholm og ville derfra over til Sjælland, men to mænd fra Agersø, Peiter Peitersens søn Hans Peitersen og Niels Hansen, søgte at forhindre dem deri. Over hals og hoved, allerede d. 28. august 1774, solgte Lars Nielsen sit ø-gods for 14.000 rigsdaler, altså med 2.000 rigsdaler tab, til Skælskør præsten Friderich Lütkens Thanch og forvalter Andreas Scalesin på Borreby. Disse nye ejere og gode venner overtog straks administrationen af godset og bekendtgjorde, at det nu ikke mere var Lars Nielsen, men dem, der havde at byde og befale over øboerne. ”Til bevis herpå har de og overleveret mig 4 rigsdaler at uddele til de fattige”, skriver pastor Borchgrevink den 2. september 1774. For øvrigt berørtes Agersø præstens gerning også på anden måde af det voldelige oprør: Dagen derpå (skrev han til provsten) lod jeg de få, som var tegnet til alters på søndag, vide, ”at de formedelst sådan deres ugudelige og uchristelige opførsel ikke blev antagne til Herrens bord så hastigt. Om nu samme personer med flere, som til næste søndag måtte melde sig, skal andtages, vil jeg ydmygst afvente hr. provstens gode betænkning om”. Provsten mente, at Borchgrevink hermed handlede ”både efter Guds ord og kongens lov”. For at overfaldssagen ikke skulle blive af alt for stor vidtløftighed og langvarighed, blev den overdraget til en kommission, hvortil blev udpeget kammerråd og borgmester Smith i Slagelse samt birkedommer Sveistrup. Alligevel trak sagen stærkt i langdrag, uden at harmen imod Lars Nielsen derfor mindskedes. Ophidselsen holdtes ved lige bl. a. af den omstændighed, at Jon Hemmingsen, den mishandlede husmand, døde, mens sagen var for retten. Den 27. marts 1775, dagen før begravelsen, synede feltskærerne hans lig. Da undersøgelsen havde stået på omtrent et års tid, androg kommissionens medlemmer (d. 17-6-1775) om et halvt års prolongation, ”da de ey i kortere tiid see at kunne bringe sagen til kendskab”… og så gik sagen sin omstændelige gang år ud og år ind. Rimeligvis er der dem, der i deres stille sind ville give Agersø præsten Borchgrevink ret, når han formodede, at ”all denne tummel” nok skulle falde til ro ”uden at nogen kommer til efter fortjeneste at straffes derfor, da den ene kniv, efter ordsproget, holder den anden i skeden.” Til at forhale sagen bidrog den omstændighed, at husmændene på Agersø indgik med en klage over øernes nye ejere, pastor Thanch og forvalter Scalesin, endnu mens overfaldet på Lars Nielsen undersøgtes af retten. Husmændene påstod, at deres nye herskab har ”med hug og slag villet tvinge dem til at giøre strengt hoverie eller og fæste deres huuse om, hvilket de have sadt dem imod”. Ved Flakkebjerg herredsting var Agersø husmændene blevet dømt til at have deres fæster forbrudt for deres vrangvilligheds skyld, og de nye ejere havde så, efter hvad husmændene påstod ”udkastet dem med koner og børn af huusene, og offentlig ladet øens beboere forbyde at huuse dem”. Men nu begærede husmændene sagen undersøgt ved højere instans og tilladelse til at bebo fæstehusene, til sagen var pådømt. Denne klage fra husmændene blev overdraget til den kommission, der skulle undersøge Lars Nielsens sag. Vidtløftig nok var den første sag. Skulle kommissionen nu også rejse mange gange til Skælskør ”og der opholde sig fra deres hiem”, eller måske endda til Agersø, blev det uoverkommeligt. De androg derfor om at måtte holde kommissionens møder i Slagelse, hvilket Cancelliet tillod den 1. november 1775. De, der var anklaget for overfaldet på Lars Nielsen, ansøgte om fri proces – beneficium paupertalis – hvilket de også fik bevilget den 8. juni 1775, skønt amtmanden frarådede det, siden de er anset for velhavende folk, og ved deres halstarrige opførsel selv har pådraget sig denne action. Og amtmanden går videre endnu! Agersø bøndernes andragende om fri proces var anbefalet af pastor Borchgrevink – men samme præst skulle nu tage sig lidt i vare, mente amtmanden. Det kunne se ud, som om det var den Agersø præst, der var med til at forlede øboerne til ”gienstridighed og urolighed, som er dem selv lige så skadelig som øens eiere”. ”Det almindelige rygte gåer, at præsten hr. Borchgrevink og degnen Ørbeck tildeels ere årsag heri, og mange omstændigheder give ham (amtmanden) anledning til at troe det”. Formodentlig har Borchgrevink følt medlidenhed med de fattige og til tider ilde behandlede agersøboer, og han har ikke lagt skjul på, hvor hans sympati var. Det er vel i øvrigt ikke det ringeste skudsmål, der kan lyde om en præst: at han er de fortryktes ven. Men måske har pastor Borchgrevink trods sine gode hensigter ikke været i stand til at gribe sagen an på rette måde, og i hvert fald mente amtmanden, at der ville falde ro over gemytterne på Agersø, ”om biskoppen blev tilskreven at tilholde og formane hr. Borchgrevink og især degnen Ørbeck at entholde dem fra at give bønderne noget råd, som kunne opvikle (ophidse) dem, men meget mere som retskafne præst og lærer at erindre beboerne om deres pligter og skyldighed” – hvilket sikkert ville gøre sin virkning ”som præsterne i almindelighed på alle øer er den fornemste, beboerne søge at fåe råd af”. En sådan påmindelse fra biskoppen til pastor Borchgrevink har ikke kunnet findes i bispearkivet. Borchgrevink, der havde hørt om disse formodninger, udbad sig en genpart af de klager, der var fremført imod ham af øens nye ejere, pastor Thanch og forvalter Scalesin, vedrørende hans forhold til øboerne og øens ejere. Dette afslog man i kancelliet. ”Herved er intet at gøre”. Biskoppen meddelte så ø-præsten dette. Med alt dette var øerne i Storebælt flyttet fra deres ubemærkethed ind i dagens omtale. I en lille pjece fra den tid omtales øerne som ”Agersøe og Omøe, tvende øer…mueligen de fleste bekiendte af rygtet om den opstand, bønderne gjorde imod deres forrige hosbond i året 1774”. Imidlertid gik sagen mod de Agersø bønder sin langsommelige gang. Næsten 3 år brugte kommissionen til at tilendebringe sit arbejde, idet sagen først kunne ”indageres” til doms i sommeren 1777. Kommissionsdommen faldt så endeligt den 8. september 1777 og gik ud på følgende: Lars Nielsen blev for det første ”for sit strafværdige forhold mod sine bønder” dømt til at betale 100 rigsdaler til kongens kasse, 20 rigsdaler til justitskassen og lige så meget til Agersø sogns fattige. Desuden dømtes han til at betale 800 rigsdaler i sagsomkostninger til commissarierne og de tvende actores, byfoged Trane og borgmester Lyster. Lars Nielsen dømtes for det andet til at bøde 10 rigsdaler til justitskassen og lige så meget til Agersø sogns fattige. ”for sit ulovlige forhold mod den afdøde Jon Hemmingsen”. Men den anden part i sagen, 36 Agersø mænd, fik også deres dom af den nedsatte kommission. For deres ”høyst formastelige slevrådighed, skammelige og voldsomme adfærd” idømtes disse – ”så mange af bønderne og almuen, som ere overbeviste at have været med og selv tilstået sammenrottelsen d. 17. august 1774 – i fællesskab store pengebøder, bl. a. 600 rigsdaler i procesomkostninger. Desuden idømtes der forskellige mindre bøder, bl. a. en bøde på 8 rigsdaler til den mand, der havde givet signal til opstanden ved at tude i byhornet. Men tungest ramte kommissionsdommen de Agersø bønder, om hvem det ved forhørene var blevet oplyst, at de var ”formænd i tumulten” eller ”meest have signaliseret sig i opsætsighed imod øvrigheden”, da der skulle afholdes forhør et par dage efter overfaldet. Som hovedmænd dømtes tre, nemlig Peiter Peitersen (den mand, der som laugsværge for Jon Hemmingsens enke havde været til stede ved skifteforretningen efter den mishandlede husmand og vel også stod Jon Hemmingsen særlig nær), Desuden Iver Jørgensen og aftakket rytter Anders Møller. Disse dømtes til ”for slig deres adfærd at arbeide i jern i Kiøbenhavns fæstning i 2 år og have deres fæste på gårde og huse forbrudt”. – Til at arbejd i jern i Københavns fæstning i et år dømtes gårdmand Niels Jeppesen og husmand Hans Willumsen. Også disse sidste skulle ”aldeles have deres fæste forbrudt”. Det kan ikke betvivles, at denne dom har vakt forfærdelse på Agersø. Pengebøderne lod sig vel endda tilvejebringe – skønt hvor skulle de hundreder af rigsdaler komme fra? Men fæstningsarbejde i jern – slaveri, som det i daglig tale kaldtes – var med rette en frygtet straf. Man behøver blot at gennemblade fortegnelsen over fangerne – slave rullen – med dens notitser over fangerne og deres skæbne for at få et levende indtryk af, hvilken ulykkelig og sørgelig skare ”slaverne” var, og hvor hård en straf det var. Kommissionsdommen blev naturligvis ikke det sidste ord i sagen. Den 28. januar 1778 begærede de dømte appel til højesteret. Den udførlige votering for denne instans giver et ganske godt indblik i, hvordan livsvilkårene var for Agersø bønderne under Lars Nielsens regimente. Han havde f. eks. krævet hoveri af dem på helligdage – men det skal have været ”for betaling og efter godvillig aftale”. Han blev også beskyldt for at have tvunget bønderne til at sælge deres korn for ringere pris – men dette var ”ey tilstrækkelig oplyst”. Og så var der Jon Hemmingsen, som selv mente, at han døde af herremandens mishandling: kirurgernes attest gjorde dette lidet troligt, og det var oplyst, at Lars Nielsen ”alleene sloeg ham med en stok eller pidsk”. I denne sidste omstændighed var der en undskyldning for Lars Nielsen, der hævdede, at Christian d. femtes Danske lov hjemlede ham ret til at slå Jon Hemmingsen, som sket var. Der står nemlig i denne lovs 6. bog 5. kap. art. 5: ”Husbond må refse sine børn og tyende med kæp, eller vond, og ej med våben; Man giør hand dem sår med åd eller eg, eller slår dem lemmer sønder, eller skader dem på deris helbred, da straffis hand så som hand en fremmet hafde giort skade”. Under henvisning hertil hævdede Lars Nielsen altså at være på lovens grund og i sin gode ret. Højesterets dom blev afsagt den 6. november 1779. Ved denne dom frikendtes Lars Nielsen med hensyn til hans behandling af Agersø bønderne: kommissionsdommen bør ikke komme ham ”til fornærmelse eller penges udgift i nogen måde”. Hvad bønderne angik, stadfæstedes den strenge kommissionsdom over de 3 hovedmænd: Peiter Peitersen, Iver Jørgensen og aftakket rytter Andreas Møller; de skulle 2 år i slaveriet, ligesom også højesteret dømte Niels Jeppesen og Hans Willumsen til 1 års fæstningsarbejde. Pengebøderne mildnedes. Øens ejere, pastor Thanch og forvalter Scalesin (der i øvrigt var død, mens sagen stod på) frikendtes af højesteret for de anklager, der var rettet imod dem fra Agersø husmændenes side og skulle have 249 rigsdaler i erstatning. Da højesteretsdommen var faldet, ansøgtes der om benådning. Den 12. januar 1780 androg Peiter Peitersen med flere af Agersøs beboere om, at de ”i betragtning af deres alder og fattigdom” måtte blive fritaget for fæstningsarbejdet. Ansøgningen støttedes af pastor Thanch, øernes ejer. Man har i det hele taget det indtryk, at man gerne ville mildne dommen over øboerne, fordi man indså, at de var blevet slet behandlet. En af datidens fremtrædende personligheder, Luxdorph, skrev i sin dagbog, at Agersøs bønder var blevet behandlet ”tyrannisk” af deres husbond, og herredsfogeden, som holdt de første forhør i sagen, mente ligeledes, at den senere frikendte Lars Nielsen havde været urimelig hård imod sine bønder, og ikke havde tålt at blive herremand: ”i dag en broder og i morgen herre, sådant tåler ikke bonden”. Men på den anden side kunne man naturligvis ikke billige bøndernes optræden mod herremanden og imod øvrigheden; den var ”meget farlig for det almindelige” d. v. s. for samfundet. Så langt som til fuld benådning for bønderne kunne man derfor ikke gå. ”Så troes dog ey, enten at forseelsens beskaffenhed eller conseqvencen tillader kongens retfærdighed at eftergive dem al straf”, hedder det i cancelliets overvejelser. Men man kunne indstille til en formildelse af straffen, således at Peiter Peitersen og de andre hovedmænd slap med et års fæstningsarbejde, og de to, der var idømt et års straf, måtte slippe med 6 måneder – alt dette ”i henseende til deres alderdom, og da de dog ey kan forsone deres forseelse med arbeyde, for deres hustruers og børns skyld”. Denne nedsættelse af straffen bevilgedes den 18. februar 1780 i Geheime statsrådet efter justitiarii erklæring. Om virkelig Peiter Peitersen og de andre Agersø bønder så er kommet ”i slaveriet”, har ikke kunnet oplyses. Deres navne er forgæves eftersøgt i ”slave rullen” og lignende steder. På Agersø synes kun Peiter Peitersen at have endt sine dage; han blev begravet på øens kirkegård den 27. juli 1802, 77 år gammel. Folketællingslisten 1. juli 1787 opfører som 5. familie på Agersø ”Peiter Peitersen, hosbonde, 62 år. Maren Hansdatter, madmoder, 62 år. Hans Peitersen, deres søn, 35 år, ugivt”. Ingen af de andre mænd, der var dømt til slaveri, findes på denne liste. Blandt de domfældte Agersø bønder var én mand, som ikke oppebiede dommens eksekvering. Det var gårdmanden Niels Jeppesen, der havde fået en sådan skræk for at komme ”i slaveriet”, at han tog sig selv af dage i marts 1780. Den arme mand var ”af og til ligesom skrueløs i hovedet, gik og grublede og var undertiden meget traurig”. ”Især skal han have vist en slags uroelighed såvel i hovedet som sindet fra den tid af, at det kongelige allernådigste rescript blev ham tilkendegivet, hvorved hovedmændene udi Agersø sagen blev eftergivet den halve tid, som de er idømt at gå i slaveriet. Niels Jeppesen skar sig 2 – 3 snit i struben, men sårene var ikke af øjeblikkeligt dræbende virkning. Der blev sendt bud efter feldtskær Møller i Skælskør, som senere fik udbetalt 3 mark ”for at komme ham til hielp, om der kunne være redning for hans liv”. Men Niels Jeppesen stod ikke til at redde. Efter 5 dages lidelser døde han. Mens dette stod på, havde øvrigheden haft travlt med sagen. Tvende ”Expresser” var sendt til Det Kongelige Amtshus med indberetning om selvmordet. Boet måtte betale derfor. Amtmanden gav noget senere (30. marts 1780), i forventning om kongens allernådigste approbation og ”siden dette ombragte legeme skal allerede være i forrådnelse”, sin tilladelse til, at gårdmand Niels Jeppesen, der tog sig selv af dage, måtte blive begravet på kirkegården ”dog udi al stilhed og uden nogen slags ceremonie eller jords påkastelse af præsten” Den 3. april 1780 blev selvmorderens lig jordet på Agersø kirkegård. Ingen kender gravens plads. Niels Jeppesen, hvis sind ikke kunne bestå den belastningsprøve, som ilde medfart fra herremandens side, oprør og domfældelse udsatte det for, blev kun 54 år gammel. Han var den 30. november 1757 blevet viet til enken Beata Pedersdatter, som altså fik sin tunge del af opstandens følger at bære. Ikke blot sad hun nu for anden gang som enke, endda med to sønner, hvoraf den yngste kun var 12 år gammel. Men hun måtte også gå fra gården, dybt forarmet. Skønt Niels Jeppesen var dømt fra gård og fæste, havde øens ejer, pastor Thanch, tilbudt enken at måtte fortsætte som gårdfæster. Men dette tiltroede hun sig ikke at kunne magte. Af skifteprotokollen får man et indblik i, hvordan Niels Jeppesens gård på Agersø var. Den havde stue og ”den øverste stue”; pigekammer og karlekammer var der naturligvis såvel som køkken. I stuen fandtes bl. a. et bord med skuffe, 2 fyrretræs bænke, en slagbænk, et hjørneskab, en jernkakkelovn og en fyrretræs kiste med låg. I øverstestuen stod en egetræs kiste uden lås, et lidet fyrreskrin, en gammel rok og et gammelt sengested. Hvordan Niels Jeppesen gik klædt, fortæller skifteprotokollen også. Han efterlod sig en sort kjortel, en blågrå og en stribet trøje samt en gammel blågrå og en gammel hvid trøje. Desuden en brystdug, et par gamle brune klædes bukser og et par grå bukser. Fremdeles 2 par blågrå hoser, et par støvler og et par sko med metalspænder samt en hat og et par huer, den ene sort, foret. I stalden stod der fire heste og et sort føl, 5 køer og en kalv, 6 får, 3 svin og 1 orne, 3 gamle gæs og en gase. I haven var der 2 bistader. På gårdens loft lå der bl. a. en del sildegarn og 400 torskekroge samt en hampe – brage og nogle tønder rug, byg og havre. Det hele bo vurderedes til 133 rigsdaler 5 mark og 4 skilling. Men da boets passiver beløb sig til godt 154 rigsdaler, stod det jo kun slet til for enken Beate. Til sidst, da alt var gjort op, kom hun til at huske på endnu et lille aktiv, ”som kunne komme stervboet til indtægt”, nemlig en båd - part til værdi 6 rigsdaler. Disse penge kom dog ikke Niels Jeppesens enke til gode, men blev ”forbeholden til de procesomkostninger, i hvilke den afdøde var dømt efter højeste rets dom”. Hvad enken kunne have behov til livets ophold i fremtiden, tilpligtedes den nye fæster at yde hende. Desuden fik hun lov til at beholde sin seng og noget bohave. Det voldte for øvrigt øvrigheden adskilligt bryderi at få de idømte bøder inddrevet. Adskillige skrivelser måtte veksles herom. Herredsfogeden, som af selvsyn, dengang da han skulle afholde forhør kort efter overfaldet på Lars Nielsen, vidste noget om, hvor ophidsede Agersø boerne kunne blive over denne sag, var ikke rigtig dristig ved at tage over til øen og inddrive pengebøderne: 469 rigsdaler volds – og andre bøder. Han androg derfor om en eskorte på 16 mand ryttere, 2 corporaler og en lieutenant ”til assistance”. I rentekammeret anså man det dog for ufornødent, at herredsfogeden blev forsynet med den forlangte eskorte; soldaternes tilsynekomst på Agersø ville vel for øvrigt også kun have givet anledning til ny ophidselse. Hvor mange rigsdaler Agersø boerne blev nødt til at rykke ud med, fremgår ikke tydeligt af arkivsagerne. Men nogle penge slap de dog for at betale. de 249 rigsdaler, som pastor Thanch fik tilkendt i erstatning ved højesteret, eftergav han Agersø boerne ”for at vinde dem”. Af kommissionsmedlemmernes salær (400 rigsdaler) betalte pastor Thanch i februar 1781 de 200 rigsdaler for bønderne ”og for de øvrige 200 rigsdaler caverer”. Og det ser ud, som om pastor Thanch har betalt endnu mange flere penge ”for at skåne bønderne fra undergang”. Helt at lade Agersøs beboere slippe for at betale p en eller anden måde har dog næppe været Thanchs hensigt. Den 8. januar 1781 sendte han kongen en ansøgning om, at øboerne ”i betragtning af deres fattige omstændigheder” måtte afsone de dem idømte voldsbøder med at hensidde på vand og brød. Herpå gik rentekammeret ind, dog mod at pastor Thanch forpligtede sig til i visse terminer inden årets udgang at indbetale de 130 rigsdaler, som Agersø bønderne skulle betale aktorerne i sagen, og som amtsstuen havde lagt ud. Om dette arrangement blev der endnu en tid vekslet skrivelser. Men omsider var da retfærdigheden sket fyldest i den meget omtalte retssag om de plagede Agersø bønders oprør imod Lars Nielsen, kromanden fra Hårlev mølle, som var blevet herremand.
|
1715 - 1798 (83 years)
